Faktaboks

Karl Gutzkow
Født
1811
Død
1878

Karl Gutzkow, 1811-1878, tysk forfatter og tidsskriftsredaktør. Litteraturen var for Karl Gutzkow et middel til fremme af individets selvrealisering og til "indsmugling af frihedstanken" i restaurationstidens Tyskland.

Da Karl Gutzkow i sin roman Wally, die Zweiflerin (1835) propagerede den frie kærlighed, kvindens ret til selvudfoldelse og sanselighed og samtidig tog afstand fra den ortodokse kristendom, blev han idømt en fængselsstraf for "gudsbespottelse og usædelighed".

Forbudet mod denne roman blev optakten til undertrykkelsen af Junges Deutschlands litteratur. Men det bragte ikke Gutzkow til tavshed; han førte en varig kamp mod censuren for at kunne overleve som fri forfatter. Heller ikke efter at revolutionen i 1848 var slået fejl, underkastede han sig den nye restaurationstids ånd.

En af Karl Gutzkows store bedrifter var i 1835 at have opdaget Georg Büchner som forfatter og i 1838/39 at have offentliggjort nogle af hans efterladte værker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig