Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Gutzkow

Oprindelig forfatter EUP Seneste forfatter Redaktionen

Karl Gutzkow, 1811-1878, tysk forfatter og tidsskriftsredaktør. Litteraturen var for Karl Gutzkow et middel til fremme af individets selvrealisering og til "indsmugling af frihedstanken" i restaurationstidens Tyskland.

Da Karl Gutzkow i sin roman Wally, die Zweiflerin (1835) propagerede den frie kærlighed, kvindens ret til selvudfoldelse og sanselighed og samtidig tog afstand fra den ortodokse kristendom, blev han idømt en fængselsstraf for "gudsbespottelse og usædelighed".

Forbudet mod denne roman blev optakten til undertrykkelsen af Junges Deutschlands litteratur. Men det bragte ikke Gutzkow til tavshed; han førte en varig kamp mod censuren for at kunne overleve som fri forfatter. Heller ikke efter at revolutionen i 1848 var slået fejl, underkastede han sig den nye restaurationstids ånd.

Annonce

En af Karl Gutzkows store bedrifter var i 1835 at have opdaget Georg Büchner som forfatter og i 1838/39 at have offentliggjort nogle af hans efterladte værker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ernst-Ullrich Pinkert: Karl Gutzkow i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87328