Faktaboks

Annette von Droste-Hülshoff
Født
1797
Død
1848

Annette von Droste-Hülshoff, 1797-1848, tysk forfatter, af gammel westfalsk, strengt katolsk adelsslægt. Efter faderens død 1826 boede Annette von Droste-Hülshoff indtil 1841 hos moderen, senere stadig ugift hos sin svoger på slottet Meersburg ved Bodensee, hvor hun døde.

Tidligst i hendes ikke særlig omfattende produktion ligger cyklusen Das geistliche Jahr (begyndt 1820, udgivet 1851), dybt personlige religiøse digte, præget af angst og anfægtelser. Efter tre versfortællinger (1838) udkom hendes hovedværk Gedichte (1844), der er banebrydende i to henseender.

I naturdigtene, "Heidebilder", slår den realistiske iagttagelse af detaljer ofte over i det fantastiske, dæmoniske: Naturen bliver tegn for Guds fravær. De psykologiske digte beskriver grænsetilstande af jeg-opløsning, snart som mystisk enhedsoplevelse ("Im Grase"), snart som makaber personlighedsspaltning ("Das Spiegelbild").

Et vigtigt tema er den kvindelige digters protest mod konventionerne ("Am Turme"). Novellen Die Judenbuche (1842, da. Jødebøgen, 1923) er en psykologisk indtrængende analyse af en morder, hans sociale baggrund og det ondes magiske realitet i hans verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig