Novalis

Novalis er et pseudonym for den tyske forfatter Friedrich von Hardenberg, som var en af den tyske romantiks største digteriske begavelser og en central figur i kredsen af romantikere i Jena. Her hørte Novalis Johann Gottlieb Fichtes filosofiske forelæsninger og "sym-filosoferede" med vennerne, især Friedrich Schlegel og Ludwig Tieck.

Umiddelbart efter hans tidlige død opstod myten om Novalis som den verdensfjerne, drømmende seer (den såkaldte novalisme). I virkeligheden var den unge Novalis en munter og livsglad student, der med godt resultat afsluttede sine retsvidenskabelige studier i Jena, Leipzig og Wittenberg og derefter klarede sig udmærket i forskellige administrative embeder.

Ved bjergværksakademiet i Freiberg (Sachsen) supplerede han 1797-1799 sin uddannelse med studier af bjergværksdrift, geologi og matematik hos den berømte mineralog Abraham Gottlob Werner. Derefter fik han en høj stilling ved saltværkerne i Weissenfels, hvor han døde af tuberkulose.

Legendedannelsen om Novalis opstod i forbindelse med den kun 15-årige Sophie von Kühns død i 1797, med hvem Novalis da havde været forlovet i to år. Dette dødsfald betød et vendepunkt i hans liv. Dagbogsoptegnelser vidner herom. De kulminerer den 13. maj 1797 med beskrivelsen af en mystisk-erotisk oplevelse ved den dødes grav.

Denne dagbogsoptegnelse indgik med kun få ændringer i den tredje af Novalis' seks Hymnen an die Nacht, offentliggjort i 1800 i brødrene Schlegels tidsskrift Athenäum. I rytmisk prosa af stor skønhed prises her natten, drømmen og døden som indgang til en uendelighedsoplevelse med erotiske og religiøse overtoner.

Som andre romantikere hyldede også Novalis den kristne middelalder, fx i den politiske utopi Die Christenheit oder Europa (1799). Ligeså i den eventyragtige, ikke afsluttede roman Heinrich von Ofterdingen (udgivet posthumt i 1802, på dansk i 1820), der indledes med hovedpersonens drøm om den "blå blomst", romantikkens centrale længselssymbol.

Romanen var med sin forherligelse af poesien ment som et romantisk modstykke til Johann Wolfgang Goethes Wilhelm Meister, som Novalis først beundrede, senere afskyede.

Karakteristisk for Novalis' åndsform er hans talrige aforismer og fragmenter, hvoraf en del blev offentliggjort i 1798 i Athenäum. Sproget som et kombinationssystem beslægtet med matematik, musik, drøm og eventyr er her én blandt mange idéer, som senere begejstrede ikke mindst franske symbolister og surrealister.