Joseph Freiherr von Eichendorff

Joseph Freiherr von Eichendorff, 1788-1857, tysk forfatter. Eichendorffs digte betegner et digterisk højdepunkt og slutpunkt i tysk romantik. Med enkle midler, styret af en usvigelig sikker kunstforstand, lykkedes det ham at skabe en ordkunst, der kom til at præge eftertidens opfattelse af, hvad tysk romantik egentlig var. Hertil kom Felix Mendelssohn-Bartholdys, Robert Schumanns, Hugo Wolfs, Richard Strauss' og andre komponisters musik til digte af Eichendorff.

Eichendorff fødtes på slottet Lubowitz ved Ratibor (Racibórz) i Schlesien, et område, som Østrig 1742 måtte afstå til Preussen, og som i dag er polsk. Familien var adelig og dybt katolsk; dette prægede sønnen. Hans konservative kritik af Den Franske Revolution, fx i novellen "Das Schloss Dürande" (1837), såvel som hans samtidskritik i øvrigt har sine rødder her. Vigtigere end politikken var dog for ham religionen. Også i hans digtning er den det faste holdepunkt i en verden fuld af farer og fristelser, først og fremmest sansernes dæmoni og småborgerlig materialisme.

Eichendorff studerede jura, først i Halle 1805, så i Heidelberg 1807-08. Her kom han i berøring med den såkaldte Heidelberger-romantik, især Clemens Brentano og Achim von Arnim, der netop da udgav Des Knaben Wunderhorn (1805-08), en samling Volkslieder, som med deres enkelhed og inderlighed fik stor betydning for Eichendorffs egen lyrik.

Sine studier afsluttede Eichendorff i Wien 1810. Her færdedes han i kredsen omkring de ældre romantikere Friedrich og Dorothea Schlegel samt deres søn, maleren Philipp Veit. Sammen med ham deltog Eichendorff som frivillig i kampene mod Napoleon 1813 og 1815. Derefter trådte han i den preussiske stats tjeneste og blev en pligtopfyldende embedsmand uden større succes.

Hans mest læste værk er utvivlsomt novellen Aus dem Leben eines Taugenichts (1826), En Døgenigt, som titlen lød i den første danske oversættelse 1842. Romantikkens lovprisning af den guddommelige dovenskab omsættes her til en humørfyldt folkelig fortælling med træk af både eventyr og utopi.

Billedet af Eichendorff har i tidens løb ændret sig radikalt. Han betragtes ikke længere som den naive natursanger eller som repræsentant for den tyske folkesjæl eller den schlesiske hjemstavn, men ses som en formbevidst digter, hvis gennemkomponerede symbolkunst foregriber den europæiske symbolisme.