• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johann Gottfried von Herder

Oprindelig forfatter S-AJ Seneste forfatter Redaktionen

Johann Gottfried von Herder. I Herders kulturfilosofi afløses det klassiske og almengyldige af en række højdepunkter i en udviklingsproces, hvor hver nation hvert århundrede realiserer sit særpræg og dermed også sit ypperste. Maleri af Gerhard von Kügelgen (1772-1820) ca. 1799.

Johann Gottfried von Herder. I Herders kulturfilosofi afløses det klassiske og almengyldige af en række højdepunkter i en udviklingsproces, hvor hver nation hvert århundrede realiserer sit særpræg og dermed også sit ypperste. Maleri af Gerhard von Kügelgen (1772-1820) ca. 1799.

Johann Gottfried von Herder, 25.8.1744-18.12.1803, tysk kultur- og litteraturkritiker, filosof og teolog. Johann Gottfried von Herders tanker om historien og det folkelige fik så stor europæisk resonans, at de for eftertiden næsten er blevet selvfølgeligheder.

Fattigmandsbarnet blev sat i latinskole, og Herder finansierede sit studium i Königsberg ved undervisning og legater. Ved siden af teologi fulgte han ivrigt Immanuel Kants undervisning og fik et venskabsforhold til Johann Georg Hamann. 1764 blev han ansat som lærer ved latinskolen i Riga og siden præst. Herder var en fremragende pædagog og prædikant og blev snart en nyskabende litteraturkritiker.

Efter en krise brød han op 1769 og indskibede sig til Nantes. På sin rejse i Frankrig mødte han Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert. I Tyskland var han først tilknyttet hoffet i Eutin, 1771 udnævntes han til ledende gejstlig i grevskabet Bückeburg og blev i 1776 på Johann Wolgang von Goethes initiativ kaldt til Weimar, hvor han kunne realisere mange af sine pædagogiske og pastorale reformplaner.

Annonce

Skønt Herder følte sig sat i skyggen af Goethe, blev han sammen med ham, Christoph Martin Wieland og Friedrich Schiller medskaber af den tyske litterære guldalder, Weimarklassikken.

Den var båret af en spinozistisk overbevisning om, at det guddommelige er i og ikke hinsides verden, en tro på, at mennesket selv kan og skal realisere det humane, og den vendte sig både mod ortodoks og romantisk kristendom.

I mødet mellem den unge Goethe og den fem år ældre Herder 1770 i det tyske Strassburg, der havde været underlagt Frankrig siden 1681, opstod essaysamlingen Von deutscher Art und Kunst (1773), der blev Sturm und Drang-generationens teoretiske manifest: Kunst er ikke artistisk beherskelse af overleveret formsprog, men en primær livsytring, som folkedigtningen viser.

Den store digter er ikke den lærde, men det originale og ubevidst skabende geni. Et moderne geni som William Shakespeare formede ud fra sin tids folkelige engelske kunst et drama, som måtte være forskelligt fra det antikke, men i kvalitet dets lige. En kritiker skal derfor indleve sig i det fremmede, mens ahistoriske, "klassiske" æstetiske kriterier er en illusion. Også kunstoplevelse og -vurdering er tidsbundne.

Den nordeuropæiske folkelige kunst er altså ligeværdig med den græske, og det samme gælder for den orientalske. Homer, de keltiske barder og nordiske skjalde blev stillet sammen med den bibelske digter, hvis skabelsesberetning Herder i Älteste Urkunde des Menschesgeschlechts (1774-76) tolkede som en poetisk efterklang af en østerlandsk uråbenbaring.

Tidens diskussion om sprogets oprindelse og forholdet mellem fornuft og sprog havde både en lingvistisk og antropologisk dimension. Herder søgte i Abhandlung über den Ursprung der Sprache (1772) sprogets oprindelse i en fysisk og mental akt, hvor det lydefterlignende ord kobles til en genkendende forestilling, der derved bliver til erkendelse. I denne akt opstod sprog og fornuft på én gang og uden nogen guddommelig medvirken, dvs. det autonome menneske konstituerede sig selv og var ikke mere et umælende dyr.

Dermed var skridtet taget ind i den historiske verden, som i det sene 1700-t. blev genstand for den nye disciplin: historiefilosofien. Herder mente, at menneskeheden gennemløber en række stadier, som han trods sin forkærlighed for menneskehedens barndom mere og mere tenderer til at betragte som en udviklingsproces med humanitet som endemål, jf. Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit (1784-91) om, at hver periode står i umiddelbar relation til skaberen, således at ingen blot er et middel til et senere mål. I enhver tidsalder kan en side af det menneskelige realiseres optimalt.

Herder deltog med klargørende indlæg i tidens kunstteoretiske debat og var en kongenial oversætter både fra germanske og romanske sprog samt fra hebraisk; størst betydning fik hans oversættelser fra og med 1770'erne af folkeviser, i sidste, posthume, udgave Stimmen der Völker in Liedern (1807).

Fra begyndelsen var Johann Gottfried von Herders interesse global, han analyserede fællestræk i folkeviserne, fra slaviske til grønlandske. Hans kamp for det folkelige var ikke nationalistisk, men æstetisk og kulturpolitisk; han så i denne digtning rester af en oprindelighed, som kunne danne et alternativ til den lærde latinske og feudale franske dannelse.

Dette kultursyn havde elementer, som blev udviklet positivt og negativt i den tyske og danske nationalromantik (N.F.S. Grundtvig), ligesom både marxister og senere nationalsocialister ønskede at tage hans begreb om folket til indtægt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven-Aage Jørgensen: Johann Gottfried von Herder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90769

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Johann Gottfried von HerderMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik