• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Friedrich Schiller

Oprindelig forfatter KBohn Seneste forfatter Redaktionen

Friedrich Schiller. Rivaliseringen mellem de to store klassiske tyske forfattere, Schiller og Goethe, er blevet stiliseret som en modsætning mellem den spekulative og den intuitive tænkning, men siden 1794, da de indledte deres indbyrdes brevveksling og lærte at forstå hinandens egenart, og især siden 1799, da Schiller flyttede til Weimar, inspirerede de hinanden. Maleri af Gerhard von Kügelgen ca. 1808 efter Schiller-billeder fra slutningen af 1790'erne; Freies Deutsches Hochstift.

Friedrich Schiller. Rivaliseringen mellem de to store klassiske tyske forfattere, Schiller og Goethe, er blevet stiliseret som en modsætning mellem den spekulative og den intuitive tænkning, men siden 1794, da de indledte deres indbyrdes brevveksling og lærte at forstå hinandens egenart, og især siden 1799, da Schiller flyttede til Weimar, inspirerede de hinanden. Maleri af Gerhard von Kügelgen ca. 1808 efter Schiller-billeder fra slutningen af 1790'erne; Freies Deutsches Hochstift.

Friedrich Schiller, Johann Christoph Friedrich Schiller, fra 1802 von Schiller, 10.11.1759-9.5.1805, tysk forfatter. Ved siden af Johann Wolfgang von Goethe betragtes Friedrich Schiller som den store klassiske tyske forfatter, en nationaldigter, hvis berømmelse og popularitet til tider endda overskyggede Goethes renommé. Fra 1799, da Schiller flyttede til Weimar, inspirerede de hinanden i et for den tyske litterære udvikling enestående samarbejde.

Schiller blev født i Marbach, hvor hans far var i den württembergske hertug Karl Eugens (1728-93) tjeneste. I 1773 blev Schiller beordret til at indtræde i hertugens nyetablerede militærakademi (Karlsschule) og begyndte i 1776 at læse medicin. I ly af skolens strenge disciplin dyrkede han sine litterære interesser, samtidig med at hans naturvidenskabelige studier gav ham et ret materialistisk, desillusioneret verdensbillede.

Spændingen mellem hjemmets pietistiske samvittighedsmoral og indsigten i menneskets "dyriske natur" blev bestemmende for den unge Friedrich Schiller og prægede hele hans tidlige produktion. I 1780 afsluttede han sine studier med en afhandling om "sammenhængen mellem menneskets dyriske og åndelige natur" og fremlagde et år senere det poetiske resultat, gennembrudsdramaet Die Räuber (uropf. 1782 i Mannheim, da. Røverne, 1801), der med et slag gjorde ham berømt.

Annonce

Dresden. Loschwitz. Schillerhäuschen. Friedrich Schiller opholdt sig i Dresden fra september 1785 til juli 1787. Her fandt digteren arbejdsro og inspiration som gæst hos vennen, forfatter og jurist  Christian Gottfried Körner (1756-1831). Lidt afsondret i forhold til Körners sommerresidens i Loschwitzer Weinberge lå en havepavillon med vid udsigt over Elbdalen, hvor Schiller ifølge traditionen opholdt sig og arbejdede på sit drama Don Carlos. Huset er i dag restaureret og viser dokumentation omkring Schillers ophold i Dresden. Bygningen er en del af Museen der Stadt Dresden. Foto 2012.

Dresden. Loschwitz. Schillerhäuschen. Friedrich Schiller opholdt sig i Dresden fra september 1785 til juli 1787. Her fandt digteren arbejdsro og inspiration som gæst hos vennen, forfatter og jurist Christian Gottfried Körner (1756-1831). Lidt afsondret i forhold til Körners sommerresidens i Loschwitzer Weinberge lå en havepavillon med vid udsigt over Elbdalen, hvor Schiller ifølge traditionen opholdt sig og arbejdede på sit drama Don Carlos. Huset er i dag restaureret og viser dokumentation omkring Schillers ophold i Dresden. Bygningen er en del af Museen der Stadt Dresden. Foto 2012.

Da hertugen forbød ham at skrive oftere, flygtede Schiller i 1782 fra Stuttgart til Mannheim og kom derefter til at føre et omflakkende liv uden social sikkerhed. Over Frankfurt am Main, Dresden og Jena nåede han til sidst til Weimar.

Schiller udnyttede tidens og succesens gunst efter sit første stykke. Under en kortvarig ansættelse som teaterdigter i Mannheim skrev han revolutionsdramaet Die Verschwörung des Fiesko zu Genua (uropf. 1783, da. Fiesco, 1814) og det borgerlige sørgespil Kabale und Liebe (uropf. 1784, da. Kabale og Kiærlighed, 1805) og påbegyndte det "dramatiske digt" Don Carlos (uropf. 1787, da. 1830).

I disse ungdomsdramaer sættes Sturm und Drangs private oprør mod autoriteterne ind i en hidtil uhørt skarp politisk kontekst, som lagde grunden til Schillers anseelse som frihedsdigter. Men de var samtidig mere: Under en overflade af et patetisk stiliseret konfliktskema, "hjerte" vs. "statsmaskine" eller "liberalitet" vs. "despotisme", gemte der sig en indsigt i idealernes skrøbelighed, hvor republikansk ånd kan slå om i despotisme (som i Fiesco), og kærlighed kan blive til tvang (som i Kabale og Kiærlighed).

Schillers frihedspostulat, som indbefattede både den ydre verden (politik) og den indre (menneskets affektnatur), var præget af skepsis og derfor formuleret som et radikalt alternativ til den eksisterende orden som i Don Carlos.

Under arbejdet med Don Carlos fordybede Schiller sig i historiske studier. Efter at have udgivet Geschichte des Abfalls der vereinigten Niederlande von der Spanischen Regierung (1788) blev han i 1789 professor i historie ved universitetet i Jena, som var en del af hertugdømmet Weimar.

Efter to år måtte han opgive stillingen på grund af en alvorlig sygdom, der truede hans og hans families eksistens (han havde lige giftet sig med Charlotte von Lengefeld (1766-1826)), men et stort stipendium fra hertugen af Augustenborg og grev H.E. Schimmelmann (formidlet gennem Jens Baggesen) gav ham arbejdsro de næste fem år. Han kunne færdiggøre sin Geschichte des Dreissigjährigen Krieges (1791-93) og andre historiske værker.

I disse historiske studier mente Schiller at kunne rekonstruere menneskets indre problematik ud fra historiens forløb som en objektiv og autonom magt, der dermed også repræsenterer fundamentale antropologiske konstanter.

Fra 1791 supplerede Schiller under indflydelse af Immanuel Kants Kritik der Urteilskraft sine historiske studier med æstetiske. De mundede ud i grundlæggende værker for den tyske klassik og den æstetiske idealisme: fra Kallias oder über die Schönheit (1793) over Über Anmut und Würde (1793), Über die ästhetische Erziehung des Menschen, in einer Reihe von Briefen til hertug af Augustenborg (1795, da. Menneskets æstetiske opdragelse, 1970) til Über naive und sentimentalische Dichtung (1795-96, da. Om naiv og sentimental digtning, 1952).

Disse skrifter kredser om kunstens funktion i individets frigørelsesproces. For Schiller bliver overvindelsen af modernitetens antagonismer kun mulig i kunstens transponering af det "reale" til det "ideale", i den frie æstetiske leg, der kan provokere og retablere menneskets oprindelige og siden hen tabte "guddommelighed".

Weimar. Billedhuggeren Ernst Rietschels monument for Goethe og Schiller har siden afsløringen i 1857 stået på pladsen foran Deutsches Nationaltheater (tv.). Goethe var 1791-1817 direktør for byens første hertugelige hofteater; det brændte 1825 og afløstes af en klassicistisk bygning, der blev fornyet 1907-08. Her blev Weimarforfatningen vedtaget i 1919, og teatret fik sit nuværende navn. Fotografi fra 1980'erne.

Weimar. Billedhuggeren Ernst Rietschels monument for Goethe og Schiller har siden afsløringen i 1857 stået på pladsen foran Deutsches Nationaltheater (tv.). Goethe var 1791-1817 direktør for byens første hertugelige hofteater; det brændte 1825 og afløstes af en klassicistisk bygning, der blev fornyet 1907-08. Her blev Weimarforfatningen vedtaget i 1919, og teatret fik sit nuværende navn. Fotografi fra 1980'erne.

De historiske og æstetiske studier blev grundlaget for Schillers klassiske dramaproduktion. Med undtagelse af Die Braut von Messina (1803, da. Bruden fra Messina, 1896), der søger at nærme sig den græske tragedieform, har de alle historisk stof blandet med fiktive elementer.

I den store Wallenstein-trilogi (1796-99, da. 1816) danner Trediveårskrigen rammen om en tragisk konflikt mellem politisk storhed og menneskelighed. Den barske virkeligheds poetiske idealisering anså Schiller nu i overensstemmelse med sin æstetiske teori og i modsætning til sin tidlige produktion som kunstens opgave.

Ligesom Max Piccolomini i Wallenstein anskueliggør tragediens formål — "fremstilling af den moralske autonomi i lidelsen" — gør Maria det i Maria Stuart (1800, da. 1812) i den politiske og menneskelige konflikt med den engelske dronning Elizabeth.

Kun et år senere kunne Schiller i Weimar lade opføre et nyt stykke i den mere rørende genre, den romantiske tragedie Die Jungfrau von Orleans (1801, da. Johanna d'Arc, 1813), hvor historien forbindes med legenden om Jeanne d'Arc til en forherligelse af menneskelig selvovervindelse og offervilje.

Og i 1804 fremlagde han sit sidste fuldendte drama, Wilhelm Tell (da. 1805), der med den schweiziske nationalhelts bedrifter for republikkens oprettelse iscenesætter en idyllisk harmoni i frihed og enhed som idealbillede af menneskehedens fremtid. Schillers tidlige politiske "In Tirannos" fra Die Räuber havde fundet sin modpart i en samfundsutopi, der ophæver modsætningerne i æstetikkens verden.

Friedrich Schiller var dramatiker par excellence. Hans prosa, fx Der Verbrecher aus verlorener Ehre (1782-92), udgør kun en ringe del af hans produktion. Lyrikken optog ham imidlertid gennem hele hans liv, fra Anthologie auf das Jahr 1782 til Das Siegesfest (1804), og 1800-03 udgav han to bind Gedichte.

Karakteristisk er deres filosofiske og til dels didaktiske sigte, der reflekterer kulturelle eller æstetiske positioner og i idealiseringens navn hæver sig over anskuelsens sensualitet. Digte som "Die Götter Griechenlands" (1788), "Die Künstler" (1789), "Poesie des Lebens" (1795) eller "Das Ideal und das Leben" (1795) er vigtige udtryk for Schillers kunstforståelse, men populære blev de aldrig. Det gjorde til gengæld hans ballader, som generationer af tyske skoleelever er vokset op med, fx "Die Kraniche des Ibykus" (1797, i venskabelig kappestrid med Goethe).

Friedrich Schiller, tegnet af billedhuggeren Gottfried Schadow i 1804.

Friedrich Schiller, tegnet af billedhuggeren Gottfried Schadow i 1804.

Friedrich Schillers betydning for Tysklands udvikling og selvforståelse har ikke altid været harmløs. Hans frihedspatos kunne bruges og misbruges i forskellige politiske sammenhænge, og hans ophøjelse som den ungdommeligt engagerede nationaldigter har i tidens løb ikke været uden nationalistiske overtoner. Hans dramatiske og teoretiske værk har dog overlevet alt dette, og adskillige af hans digte og skuespil er stadig folkeeje.

Flere af Schillers værker er blevet sat i musik, fx Don Carlos som opera af Giuseppe Verdi og Wilhelm Tell som opera af Gioacchino Rossini.

Ludwig van Beethoven lod digtet "An die Freude" (1785) indgå i sin 9. symfoni.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Bohnen: Friedrich Schiller i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156254