Faktaboks

Friedrich Leopold Stolberg
Født
1750
Død
1819

Friedrich Leopold Stolberg, 1750-1819, tysk forfatter; bror til C. Stolberg. Friedrich Leopold Stolbergs første litterære forsøg stod i Friedrich Gottleb Klopstocks tegn, men fra slutningen af 1770'erne fandt han sin egen form.

Som naturlyriker ("Lied auf dem Wasser zu singen", 1782) og som prosaist ("Über die Fülle des Herzens", 1777; "Über die Begeisterung", 1782) gav han udtryk for Sturm und Drang-generationens entusiastiske naturopfattelse.

Samtidig oversatte han som den første Homers Iliade (1778) og dramaer af Aischylos (1802). Mens han i sin ungdom sværmerisk bekendte sig til frihedsidealerne, vendte han sig senere i stærkt satirisk form mod oplysningstidens optimisme og især mod Den Franske Revolution, konverterede i 1800 til katolicismen og udgav både kritiske rejseberetninger (Reise in Deutschland, der Schweiz, Italien und Sicilien 1791-92, 1794) og religionshistoriske studier (Geschichte der Religion Jesu Christi, 15 bd., 1806-18).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig