Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Friedrich Gottlieb Klopstock

Oprindelig forfatter KBohn Seneste forfatter Redaktionen

Friedrich Gottlieb Klopstock, 1724-1803, tysk forfatter; ved siden af G.E. Lessing, C.M. Wieland og J.G. Herder en af de centrale skikkelser i førklassikkens Tyskland.

Friedrich Gottlieb Klopstock voksede op i Quedlinburg, fik en grundig humanistisk uddannelse ved fyrsteskolen Pforta (1739-45) og læste teologi og filosofi i Jena og i Leipzig (1745-48). Der kom han i berøring med den litterære kreds "Bremer Beiträger", der bestyrkede ham i hans poetiske ambitioner.

Friedrich Gottlieb Klopstock ville "give sit fædreland" et nationalt epos, og under indflydelse af John MiltonsParadise Lost begyndte han på det kristne epos Der Messias (afsluttet 1772), der blev hans hovedværk og hans livs "indhold".

Annonce

Da de første tre "sange" (af i alt 20) udkom i 1748, gjorde de ham med et slag så berømt, at han kunne vove helt at hellige sit liv til kunsten uden at overtage besværlige embeder.

Tilbudet om et sådant liv kom fra Danmark. Gennem grev J.H.E. Bernstorff tilbød Frederik 5. ham en årlig gage for at kunne fuldende Messias i fred og ro. Fra 1751 opholdt han sig med en afbrydelse fra 1762-64 i kredsen omkring Bernstorff, blev midtpunkt i det tyskprægede litterære liv i København og forlod først Danmark i 1770, da Bernstorff blev styrtet af Struensee.

Klopstock boede i Hamburg til sin død, økonomisk understøttet af både det danske hof og markgreven af Baden. I Hamburgs borgerlige miljø fandt han lige så stor anerkendelse som i Frankrig, hvor de revolutionære i 1792 gjorde ham til æresborger i den nye republik.

Friedrich Gottlieb Klopstocks værk fornægter hverken sine religiøse eller nationale rødder. Det monumentale epos Der Messias (næsten 20.000 vers), der skildrer Kristi lidelseshistorie fra indtoget i Jerusalem til himmelfarten, er et højde- og vendepunkt i religiøs digtning: Det forbinder en uortodoks og kontroversiel bibeltolkning med en hidtil uset stoflig og sproglig sanselighed, der med sin psykologisering skal "gribe" læseren. Værkets resonans i samtiden var stor. Det samme kan ikke siges om hans bibelske sørgespil (Der Tod Adams, 1757; Salomo, 1764; David, 1772) og hans implicit samfundskritiske "fædrelandsdramaer": De meget udskældte "Bardiets" (Hermanns Schlacht, 1769; Hermann und die Fürsten, 1784; Hermanns Tod, 1787) blev misforstået som patriotiske vildveje, hvad der dog ikke udelukkede mange efterligninger.

Stor popularitet opnåede Klopstock imidlertid med sin lyrik; hans oder og hymner, både gejstlige og verdslige, fx Die Frühlingsfeyer (1759), har med deres udtrykstæthed, formbevidsthed og sproglige intensitet forandret den tyske lyrik. Mange senere digtere (Friedrich Hölderlin, Rainer Maria Rilke,ekspressionismen) står i gæld til ham.

Friedrich Gottlieb Klopstock blev i sin tid nærmest en litterær kultfigur. Selv holdt han afstand til sine "menigheder" og forsøgte at bevare sin uafhængighed som kunstner. Den respekt, der også i eftertiden stod om hans person, forhindrede dog ikke, at læserne svigtede ham i stigende grad, og gjorde ham til en af de mest kendte, men mindst læste forfattere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Bohnen: Friedrich Gottlieb Klopstock i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107272