Yunus Emre, 1240/1241-ca. 1321, tyrkisk forfatter. Både som person og som digter er Yunus Emre mangetydig. Der findes flere gravsteder for ham i Anatolien og lige så mange legender om hans liv. Han besad sin tids lærdom, beherskede arabisk og persisk og var påvirket af den store klassiske lyriker og sufimystiker Rumi.

Yunus Emre fik efter den tyrkiske republiks grundlæggelse i 1923 status som forløber for det moderne ideal om Anatolien som den kosmopolitiske og tolerante smeltedigel, og især Orhan Veli Kanık var optaget af hans stilistiske enkelhed og naturmystikken i hans billeder.

I hans digte forenes kristen næstekærlighed, shamanistisk naturvisdom og islamisk tolerance. I modsætning til den billedsmykkede stil i divanlyrikken er hans digte næsten puristiske og kan i deres suggestive kredsen om det enkle ord og billede ofte minde om 1900-t.s imagisme.

Ikke alene Orhan Veli Kanık er påvirket af ham, men også nutidige islamiske lyrikere i Tyrkiet, der forsøger at forene europæisk modernisme med Yunus Emres tro og lyriske form. På dansk findes udvalget Kærlighedens hav (1992).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig