Nedim Gürsel

Nedim Gürsel, f. 1951, tyrkisk forfatter og litteraturforsker, docent ved Sorbonne, hvor han i 1979 blev doktor på en afhandling om Louis Aragon og Nâzım Hikmet Ran. Forholdet mellem det nationale og det kosmopolitiske er hans hovedtema, som ikke mindst kommer til udtryk i hans romaner og noveller, der er præget af en associativ fremstilling med vekslende fortællerpositioner.

Gürsel er skeptisk over for tendenser til ensretning i det moderne Tyrkiet, og som Sait Faik er han optaget af det gamle, multikulturelle Istanbul, hvis spor han især forfølger i sin roman Den første kvinde (1983, da. 1989). I romanen Bosporusfæstningen (1995) beskæftiger han sig med Tyrkiets historie fra erobringen af Konstantinopel i 1453 og beskriver en ubrudt linje af vold og terror op til nutidens republik.

I romanen Billedverden (2000) opholder en tyrkisk kunsthistoriker sig i Venedig, og med ham som omdrejningspunkt skildres italienske renæssancemaleres fremstilling af tyrkerne og forholdet mellem Venedig og Istanbul helt op til nutiden.

Både som forfatter og som debattør spiller Gürsel en stor og stadig stigende rolle i tyrkisk litteratur. Hans værker efter år 2000 er centreret om to temaer, flanøren og erindringen; Sydens fatamorganaer (2001) er en række fortællinger fra Tyrkiet, Tunesien, Italien og Serbien, som kredser om religion og konflikter mellem øst og vest, mens romanen Balkon til Middelhavet (2003) med udgangspunkt i militærkuppet 1980 beskriver hjemløsheden og eksilet i Europa, men samtidig også rejsen mod kærligheden.

I biografien De fangede fisks land – En tyrkisk barndom (2004) beskriver Gürsel den nomadiske hjemløshed som et eksistensvilkår, der danner udgangspunkt for erkendelse om europæisk kultur og politik, snarere end en situation, der er affødt af den politiske situation i Tyrkiet.

Både hans videnskabelige og skønlitterære værker findes oversat til hovedsprogene, især fransk.