Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adalet Ağaoğlu

Oprindelige forfattere HGo og OEker Seneste forfatter Redaktionen

Adalet Ağaoğlu, f. 1929, tyrkisk forfatter. Adalet Ağaoğlu var oprindelig dramaturg og skuespilforfatter, men er især kendt for sine romaner, hvori hun analyserer udviklingen i det tyrkiske samfund.

Selvom hun i sine skuespil og romaner er berømt for sin skildring af kvindeundertrykkelse, migration og de politiske forhold i Tyrkiet, er hendes forfatterskab først og fremmest koncentreret om individets eksistentielle valg i forbindelse med de store historiske omvæltninger.

Hendes romaner er æstetisk og sprogligt komplicerede i deres opbygning, strukturen er polyfon, og hun er især optaget af det, hun kalder "leg med tiden"; det betyder, at hun ved hjælp af flashbacks belyser personerne fra flere sider og med flere stemmer ofte i fortættede indre monologer.

Annonce

Adalet Ağaoğlus hovedværk er fortsat trilogien om den tyrkiske 68-generation, Ligge for at dø (1973), En bryllupsnat (1979) og Nej (1987), der handler om individets kamp for anerkendelse og om dets begrænsede muligheder for at kæmpe mod den politiske udvikling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Goldbæk, Anne Grete Öker: Adalet Ağaoğlu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33929