Vítězslav Nezval, 1900-1958, tjekkisk forfatter. Han skrev romaner og skuespil, men fik især betydning for poesien. Han var i 1920'erne med til at skabe den tjekkiske "poetisme", som lagde stor vægt på fantasi, associationer og leg med ord og billeder. Ligeledes var han i 1930'erne en ledende skikkelse inden for tjekkisk surrealisme. Efter 1948 var han en af de få venstreorienterede, avantgardistiske digtere, som blev accepteret af det kommunistiske regime. Samlingen Digte i natten (1930) rummer det lange digt "Edison", en hyldest til menneskets skaberkraft. På dansk findes udvalget Ti digte (1960).