Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tjekkiet - litteratur

Oprindelige forfattere JS-L og PB Seneste forfatter HaAn

Den ældste litteratur på tjekkisk og slovakisk område bestod især af religiøse tekster på det første slaviske skriftsprog, oldkirkeslavisk, skabt af Kyrillos og Methodios, som i 860'erne blev udsendt fra Det Byzantinske Rige for at missionere i Det Stormæhriske Rige.

Efter dette riges ophør var latin længe det dominerende skriftsprog i Bøhmen, men i storhedstiden i 1300-t. udvikledes her en righoldig litteratur på tjekkisk, der omfattede adskillige genrer såsom helgenlegender, historiske krøniker, allegorier, satirer og ridderdigtning.

Under husitternes konflikter med den katolske kirke i 1400-1500-t. reduceredes mængden af egentlig skønlitteratur til fordel for praktiske samt religiøst og fagligt betonede tekster, af hvilke Jan Hus' og andre forfatteres samfundskritiske og etiske skrifter fik stor betydning for den tjekkiske nations selvforståelse i moderne tid.

Annonce

Efter 1620, hvor Bøhmen mistede sin selvstændighed til den habsburgske centralmagt, oplevede både tjekkisk sprog og litteratur en kraftig svækkelse, ikke mindst pga. rekatoliceringen, der tvang mange intellektuelle i eksil. Blandt disse var Jan Amos Komenský (1592-1670, Comenius), der ud over sine pædagogiske skrifter er kendt for sin allegori Verdens labyrint og hjertets paradis (1631).

Under den nationale vækkelse omkring 1800 kom litteraturen til at spille en vigtig rolle i bevidstgørelsen af Bøhmens tjekkiske befolkning. En periode fulgte med oversættelser og gendigtninger fra andre sprog samt klassicistisk poesi, bl.a. af Jan Kollár. Pludselig dukkede foregivne middelalderlige, men i virkeligheden forfalskede håndskrifter op med digtning om en glorværdig fortid.

Fra 1830'erne opstod en original og nyskabende tjekkisk romantisk litteratur med navne som Karel Hynek Mácha, Karel Jaromir Erben og Božena Němcová, der under 1850'ernes hårde politiske klima suppleredes med Karel Borovský Havlíčeks skarpe satirer.

I 1860'erne, en periode med politisk frihed, hvor den tjekkiske nationale og kulturelle identitet var endeligt genoprettet, beskæftigede den væsentligste del af litteraturen sig med at beskrive det daværende samfund og dets normer, således hos Jan Neruda.

Men i 1870'erne og 1880'erne rettede en del forfattere under indtryk af politisk modgang igen blikket mod specifikt nationale emner, mens andre hævdede princippet om litteratur for litteraturens egen skyld.

Perioden blev delvis præget af en højstemt nyromantik, hvis mangel på kontakt med virkeligheden og på fornyelse den unge generation i midten af 1890'erne gjorde oprør mod, idet den fordelte sig på flere såvel virkelighedsnære som modernistiske retninger, ikke mindst inspireret af fransk litteratur.

Foruden realisme som hos Petr Bezruč og naturalisme var der tale om impressionisme (Antonín Sova), symbolisme (Otokar Březina) og dekadence. Senere vakte 1. Verdenskrig reaktioner i form af livsbekræftende digtning og opgør med militarismen, ikke mindst hos Jaroslav Hašek.

Oprettelsen af Tjekkoslovakiet som selvstændig stat i 1918 gav gode forudsætninger for en om muligt endnu mere frugtbar udvikling af litteraturen, oftest med forfattere, der ud fra forskellige etiske og politiske grundholdninger var dybt engagerede i samfundsforholdene.

Inden for poesien var det foruden katolske forfattere især en stor gruppe nyskabende venstreorienterede avantgardeforfattere, der gjorde sig bemærket omkring 1920 som proletarforfattere. Derefter ses det inden for den tjekkiske "poetisme" (Jaroslav Seifert), som ville give arbejderklassen kvalificeret underholdning, der byggede på fantasi, og endelig i 1930'erne med surrealistisk digtning (Vítězslav Nezval).

Inden for prosaen kan nævnes Vladislav Vančuras sproglige eksperimenteren, Ivan Olbrachts psykologiske og samfundskritiske fortællinger og romaner samt de demokratiske forfatteres menneskelige og ofte humoristiske værker, herunder specielt Karel Čapeks romaner og skuespil som advarsel mod en afhumaniseret samfundsudvikling, der løber løbsk. En vigtig nyskabelse var Jan Werichs og Jiří Voskovecs (1905-81) "Det befriede teater", der spillede politiske satirer i revyform helt op til 1938.

Fra 1948 hæmmedes litteraturens udvikling kraftigt af det stalinistiske regimes hævdelse af socialistisk realisme som litterært ideal. De relativt få etablerede forfattere, som gik ind på regimets betingelser og dermed fik lov at publicere, gjorde det på bekostning af kvaliteten.

Med det begyndende tøbrud fra 1956 blev det muligt at skildre almindelige menneskers hverdagsproblemer, og perioden 1963-68 bragte en liberalisering, hvor hidtil upublicerede forfattere som Bohumil Hrabal kunne få udgivet deres værker, og hvor der kunne eksperimenteres med formen. En lang række romaner, bl.a. af Josef Škvorecký og Milan Kundera, gjorde op med stalinismens myter og fejltrin, og tjekkisk skuespil oplevede en spændende udviklingsfase med bl.a. absurde stykker af Ivan Klíma og Václac Havel, hvor inspirationen fra Franz Kafka tydeligt kan mærkes.

Efter Warszawapagtlandenes invasion i 1968 skete der igen en alvorlig stramning af litteraturens vilkår. Publiceringen af religiøst orienteret litteratur blev igen forhindret, og forfattere, der havde engageret sig i 1960’ernes liberalisering og Prag-foråret, blev ramt af publiceringsforbud.

Mange emigrerede i 1968-69 (bl.a. Josef Škvorecký og Arnošt Lustig), andre gik eller blev tvunget i eksil gennem 1970’erne (bl.a. Milan Kundera, Pavel Kohout, Jiří Gruša (1938-2011) og Jiří Kolář (1914-2002)). De bandlyste forfatteres bøger forsvandt fra bibliotekerne og deres navne fra litteraturhistorierne. Nogle få kvalitetsforfattere gjorde afbigt og blev taget til nåde af regimet (mest prominent Bohumil Hrabal), og fra omkring 1980 kunne digtere som Jaroslav Seifert, Jan Skácel og Miroslav Holub (1923-1998) igen udkomme på officielle forlag.

Skønt enkelte ferme håndværkere opnåede en vis læserpopularitet, var det officielle litterære liv imidlertid præget af stagnation. I stedet udfoldede den tjekkiske litteratur sig i vidt omfang på hjemlige samizdat-forlag (de to mest produktive blev drevet af Ludvík Vaculík (1926-2015) og Václav Havel) eller i eksil, anført af Škvoreckýs forlag Toronto 68 Publishers. Der fandt deslige en ikke ubetydelig udveksling sted de to miljøer imellem.

Mængden af uofficielle publikationer steg fra midt i 1980’erne, hvor en stribe unge forfattere udfoldede sig, ofte i forbindelse med en bredere undergrundsscene; et udvalg kan findes i antologien Prags børn (da. 1989). Blandt disse har især Zuzana Brabcová (1959-2015) og Jáchym Topol (f. 1962) etableret sig blandt Tjekkiets førende prosaister efter 1989.

Kommunismens fald i 1989 betød en total omvæltning af litteraturens vilkår. I 1990 lod næsten 2000 forlag sig registrere, og bogmarkedet blev oversvømmet af udgivelser. Kronologier og udviklingsspor brød sammen, da 40 års forsømmelser blev søgt indhentet på få år, og i det nye åbne samfund mistede litteraturen hastigt sin privilegerede position som medium for offentlig værdidebat.

Dette har afspejlet sig i hastigt dalende oplagstal for alle andre end en lille håndfuld bestseller-forfattere (fx Michal Viewegh, Halina Pawlowská (f. 1955) og Petr Šabach (f. 1951)), hvis popularitet ofte understøttes af værk-filmatiseringer eller dygtig selviscenesættelse i medierne.

Litteraturens rammer og rolle er således efterhånden blevet "normaliseret" i vesteuropæisk forstand; poesien er blevet et marginalanliggende for entusiaster, mens prosaen byder på et fletværk af genrer og stilarter.

Selvbiografier og biografier har fra midt i 1990'erne nydt stor popularitet, kvindelige forfattere fylder markant mere end før 1989 (bl.a. Daniela Hodrová (f. 1946), Irena Dousková (f. 1964), Květa Legátová (1919-2012), Petra Hůlová (f. 1979)).

Postmoderne greb, fx stil- og genresammenblandinger og brug af motiver fra populærlitterære genrer som spænding, horror o.l. er udbredte, dog oftest uden at stå i vejen for "den gode fortælling". Blandt mange navne kan endvidere nævnes Jiří Kratochvil (f. 1940), Miloš Urban (f. 1967) og Michal Ajvaz (f. 1949).

Tysksproget litteratur

Tjekkiet (Bøhmen og Mæhren) havde fra middelalderen til 1945 en stor tysksproget befolkning og heraf følgende tysksproget litteratur. Tjekkiske litteraturhistorikere har ofte negligeret denne litteratur, mens de tyske litteraturhistorikere har overset de tysksprogede forfatteres bånd til den lokale kultur og blot rubriceret dem som "tyske" eller "østrigske".

Tosprogethed var udbredt i 1800-t., og fx Karel Hynek Mácha skrev sine første digte på tysk, før han slog igennem som den tjekkiske romantiks store digter. Også Karel (Karl) Klostermann (1848-1923), der var inspireret af Adalbert Stifter, skiftede i løbet af sin forfatterkarriere sprog fra tysk til tjekkisk.

Selv da de tjekkisk-tyske modsætninger i Bøhmen radikaliseredes sidst i 1800-t., fandt man adskillige kulturformidlere de to sprog- og kulturmiljøer imellem, især i det jødiske miljø. Mange bøhmerjøder var tosprogede (fx Franz Kafka, hvis tjekkiske var næsten fejlfrit), og ofte valgte medlemmer af samme familie at orientere sig mod forskellige miljøer, nogle mod det tyske, andre mod det tjekkiske og andre igen mod det zionistiske.

Dele af Rainer Maria Rilkes og Gustav Meyrinks forfatterskaber er præget af deres tid i Prag, men de fremmeste eksponenter for den tysksprogede pragerjødiske litteratur i det tidlige 1900-t. er givet Franz Kafka, Franz Werfel og Max Brod. Især Max Brod arbejdede intenst for en tjekkisk-tysk kulturel tilnærmelse.

I mellemkrigstiden finder man omvendt tysksprogede forfattere med sympatier for det nye Tjekkoslovakiet, som efter Adolf Hitlers magtovertagelse gav asyl og statsborgerskab til bl.a. Thomas Mann og Heinrich Mann.

Nazisternes race- og besættelsespolitik og de efterfølgende fordrivelser tilintetgjorde det jødiske og siden det tysksprogede kulturelement i Bøhmen og Mæhren, men kommunistisk forfølgelse skabte en ny type tjekkisk tysksproget litteratur fra 1970'erne, da flere tjekkiske forfattere efter emigrationen til Tyskland eller Østrig begyndte at skrive på tysk. Det gælder bl.a. Pavel Kohout, Jiří Gruša (1938-2011) og Ota Filip (f. 1930). Andre, som Libuše Moniková (1945-98), begyndte først at udgive efter emigrationen og debuterede dermed på tysk.

Læs mere om Tjekkiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Skov-Larsen, Peter Bugge: Tjekkiet - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172546