Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jaroslav Hašek

Oprindelig forfatter JS-L Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/11759/=ud_a_124286.mp3?revision=1

Jaroslav Hašek, 1883-1923, tjekkisk forfatter. Han var født og opvokset i Prag, var en boheme-natur, prøvede en række forskellige beskæftigelser og skrev i overensstemmelse med sin holdning en overgang i anarkistiske og socialistiske blade. Han slog tidligt an som forfatter af humoristiske fortællinger, hvori han skildrede hverdagslivets små absurditeter og gjorde nar ad stort set alle de ting i det småborgerlige samfund, som han fandt forkastelige.

Under 1. Verdenskrig blev Hašek indkaldt til den østrig-ungarske hær og kom til Østfronten, hvor han i lighed med mange andre tjekker gik over til den russiske side. Efter et par års tjeneste først i de tjekkoslovakiske legioner og derefter i Den Røde Hær vendte han i 1920 hjem og gik i gang med sin satiriske roman Den gode soldat Svejks eventyr (1921-23, da. 1930-31). Bogens hovedperson er den joviale hundehandler Svejk, der tilsyneladende går hundrede procent ind for sin medvirken i den østrig-ungarske hær og i verdenskrigen, hvor han klarer sig igennem enhver situation vha. sin talestrøm og sine anekdoter, der står i grotesk modsætning til virkeligheden omkring ham. Således får Svejks overdrevne begejstring og hans halsbrækkende historier den effekt, at de i forening afslører militærets stupiditet og krigens meningsløshed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Skov-Larsen: Jaroslav Hašek i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89254