Efter et mislykket tilløb i 1908 udkom La Nouvelle Revue française , N.R.F., med sit første nummer d. 1. februar 1909 på initiativ af forfatteren André Gide og en kreds omkring ham. Tidsskriftet skulle forsvare en ”moderne klassicisme”, et traditionelt litteratursyn, men åbent for moderne tendenser.

I 1912 blev tidsskriftet udvidet med et forlag, nrf, støttet finansielt af Gaston Gallimard, heraf det senere forlagsnavn Gallimard, og tidsskriftet fik en tomands redaktion bestående af teatermanden Jacques Copeau og litteraten Jacques Rivière. Efter 1. Verdenskrig fik tidsskriftet karakter af modpol til det højrenationalistiske La Revue universelle.

Efter Rivières død i 1925 blev Jean Paulhan chefredaktør, og nogle af tidens store kritikernavne knyttedes i mellemkrigstiden til tidsskriftet, fx Gabriel Marcel og Alain, mens vigtige forfattere som André Malraux og Jean Giraudoux fik trykt tekster her.

Fra censur til genskabelse

Under den tyske besættelse og frem til 1953 blev N.R.F. overtaget af den tyskvenlige forfatter Drieu La Rochelle, som accepterede den tyske censur, mens relanceringen igen så Jean Paulhan og Marcel Arland på redaktørposterne.

De blev sekunderet af tidsskriftet mangeårige sekretær Dominique Aury, forfatteren til O’s historie under pseudonymet Pauline Réage, der blev efterfulgt af Georges Lambrichs. Den traditionelle linje fastholdtes: uafhængighed og åbenhed – selv Alain Robbe-Grillet fik i 1954 mulighed for at introducere sine ideer om en nouveau roman.

Fornyelse og kritik

Senere fulgte initiativrige redaktører som Jacques Réda og fornyeren Bertrand Visage, der ville skille sig af med den 89-årige Dominique Aury, symbolsk for tidsskriftets overgang fra institution til en mere kulturkritisk platform. Det har siden været redigeret af skiftende forfattere som Philippe Forest og Jean Rouaud, samt kritikeren Michel Crépu indtil 2022.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Lesbats, Claude (1987). Nouvelle Revue française (la). Dictionnaire des littératures de langue française. Paris: Bordas.

Kommentarer (1)

skrev Hans Peter Lund

Nouvelle Revue française skal også i titlen være med lille f-

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig