Gæa, (af gr. gaia 'jord'), litterær årbog, udgivet af P.L. Møller i december 1844-46 (på titelbladene: 1845-47). Den jordbundne titel angav, at indholdet var tænkt som kritisk modstykke til J.L. Heibergs Urania. Årbogen trykte bl.a. Goldschmidts novelle "Min Onkels Tømmerplads" (december 1845) og i samme årgang Møllers egen anmeldelse af Kierkegaards Stadier paa Livets Vei. Heraf udsprang Kierkegaards forbitrede svar og den påfølgende fejde i tidsskriftet Corsaren, der endte med Møllers franske eksil.