Thailand - litteratur, Den første tekst skrevet på thai og med thai-alfabet er kong Ramkhamhaengs steninskription fra 1283, der giver et levende, men idealiseret billede af kongen og hans samtid og anses som et nationalt klenodie. Traiphumkhatha (De tre verdner) er en buddhistisk kosmologi, skrevet i 1345 af kong Lithai af Sukhothai, der giver en detaljeret beskrivelse af de buddhistiske himle og helveder.

Jatakaene, beretninger om Buddhas tidligere tilværelser (se Jataka), er et meget yndet tema i thailitteratur, herunder også Panjatcadog (De halvtreds jatakaer), lokale fortællinger i Jataka-form, der oprindelig er forfattet på pali af nordthailandske munke omkring 1500-t. og siden hen er oversat til thai. Ordsprog og maksimer findes på vers som didaktiske samlinger, bl.a. Suphasit Phraruang (Kong Ruangs ordsprog).

I Ayutthayaperioden (1351-1767) prægedes litteraturen af poesi, mens prosa blev anvendt i historiske værker og officielle skrifter. Lilit Phra Lo (Prins Lo) er en tragisk kærlighedshistorie på vers om en prins og to prinsesser fra to stridende kongedømmer i Nordthailand, dateret til 1400-1500-t. og regnet for et mesterværk.

Nirat er lange, reflekterende lyriske digte, hvori forfatteren beskriver en rejse, og hvordan landskab og hændelser får ham til at mindes de lykkelige stunder, han har haft sammen med sin elskede. Den mest berømte nirat er Khlong Khamsuan (Hjertesuk) skrevet af Si Prat (ca. 1660-ca. 1700) under dennes eksil i Sydthailand. Den regnes som noget af det ypperste i thailitteratur.

Fra slutningen af 1700-t. og begyndelsen af 1800-t. findes to store udgaver af Ramakien, den thailandske version af det indiske epos Ramayana om den heltemodige prins Rama. Ramakien anvendes i forskellige former for klassisk teater samt tit som motiv for tempelmalerier.

Perioden 1809-24, da Rama 2. regerede, regnes for en litterær guldalder. Kongen, der selv var litterat, samlede om sig en lang række forfattere, der kollektivt bidrog til de mange litterære værker fra denne periode, bl.a. eposet Khun Chang Khun Phaen, der giver en detaljeret indsigt i datidens skikke og levevis. Den centrale skikkelse i det litterære kollektiv og Thailands måske største forfatter var Sunthorn Phu.

I mellemkrigstiden udvikledes novellen og romanen af forfattere som den radikale Kulab Saipradit (pseud. Siburapha, 1905-74), der angreb adelen og den feudale samfundsorden, og Bubpha Nimmanahemin (pseud. Dokmaisod, 1905-63), der beskrev, hvordan moderniseringen påvirker kvindens stilling.

Fremtrædende forfattere i efterkrigstiden er litteraten og politikeren Kukrit Pramoj, den radikale poet og litteraturhistoriker Chit Phumisak (1930-65), poeten og maleren Angkhan Kalayanaphong (1926-2012), der har fornyet de traditionelle udtryksformer, samt Khamsing Sinok (pseud. Laokhamhom, f. 1930), hvis novellesamling Støvkorn under dine fødder er oversat til dansk (1957, udvidet da. udg. 1985).

Læs mere om Thailand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig