Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indonesien - litteratur

Oprindelig forfatter LLit Seneste forfatter Redaktionen

Litteraturen før 1900

Litteraturen før 1945 består primært af malajisk litteratur, se Malaysia - litteratur, og javanesisk litteratur. Javanesisk litteratur er nedskrevet mellem 800- og 1600-t. på kavi, det javanesiske digtersprog. Temaerne er hentet fra de klassiske indiske værker, især Ramayana og Mahabharata, og er præget af den lokale tradition.

Litteraturen omfatter mytologiske digte, kanda, episk prosa, parva, lovtekster og tekster om medicin, usada. Desuden klassisk poesi, kakawin, og de berømte skygge- og marionetspil, wajang. Krøniker af mytisk karakter, kidung, beskriver Javas historie. Panji-legenderne beretter om to elskendes fantastiske eventyr i et magisk univers, befolket af hinduistiske guder.

Den gradvise islamisering af Java fra 1300-t. bevirkede, at de hinduistisk inspirerede javanesiske manuskripter derefter kun bevaredes på det fortsat hinduistiske Bali.

Annonce

Litteraturen efter 1945

Der findes litteratur på en række regionale sprog som fx javanesisk og sundanesisk, men den nationale litteratur er i overvejende grad skrevet på nationalsproget bahasa indonesia. Denne litteratur blev fremmet af forlaget Balai Pustaka med udgivelsen af fx Marah Ruslis (1889-1968) roman Fru Nurbaya (1928) om tidens foretrukne tema: arrangerede ægteskaber.

I tidsskriftet Pujangga Baru (Den nye digter) fra 1933 diskuterede traditionalister som Sanusi Pane (1905-68) og modernister som den vestligt orienterede Sutan Takdir Alisjahbana (1908-1994) udformningen af en indonesisk litterær kultur og konflikten mellem Vestens individualisme og Østens mystik. En diskussion, som har præget hele 1900-t.

Modernist var også digteren Chairil Anwar (1922-49), som øvede stor indflydelse på Angkatan 45, forfattergenerationen efter 1945, som i social-realistiske værker fortolkede det nye Indonesiens nationale identitet. Mochtar Lubis' (1922-2004) roman Vej uden ende (1952) repræsenterer en mere filosofisk strømning ligesom A.K. Mihardjas (f. 1911) roman Ateisten (1949), der behandler konflikten mellem religion og verdslig modernitet, et tema, som nu og da har bragt indonesiske forfattere i konflikt med den islamiske præstestand.

Efter kuppet i 1965 strammede Sukarnos regime grebet om forfatterne, deriblandt Indonesiens nok mest kendte forfatter Pramoedya Ananta Toer (1925-2006) med romanen Menneskenes jord (1980).

Forløber for den lille gruppe af kvindelige forfattere er Kartini. Blandt de moderne kvindelige forfattere kan nævnes S. Rukiah (f. 1927), som i romanen Nederlag og kærlighed (1950) har beskrevet den indonesiske revolution, og Nh. Dini (f. 1936), især kendt for selvbiografiske værker som En lille gade i min by (1978).

Læs mere om Indonesien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lisbeth Littrup: Indonesien - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97454