Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sverige - litteratur

Oprindelig forfatter TBro Seneste forfatter HaAn

Sverige. Selskabeligheden i tiden fremgår af Elias Martins akvarel fra 1792: Bellman byder gæsterne velkommen til Fiskarstugan. Det er titlen på en kantate, Bellman skrev til ære for kongens arkitekt Erik Palmstedt og hans frue, der holdt åbent hus. Kantaten blev fremført af de musikalske ægtepar Palmstedt og Bellman.

Sverige. Selskabeligheden i tiden fremgår af Elias Martins akvarel fra 1792: Bellman byder gæsterne velkommen til Fiskarstugan. Det er titlen på en kantate, Bellman skrev til ære for kongens arkitekt Erik Palmstedt og hans frue, der holdt åbent hus. Kantaten blev fremført af de musikalske ægtepar Palmstedt og Bellman.

Det nordiske fællessprog bevarede sin enhed til op mod år 1000, således også fantasiens sprog, poesien og den mundtlige fortælling. For Sveriges vedkommende er de skriftlige vidnesbyrd herom langt svagere end i Island og Norge, hvor man har eddadigtning, skjaldedigte og sagaer, og i Danmark, hvor Saxos latinske Danmarkskrønike dokumenterer en lang tradition. Sporene af en lignende eller identisk digtning over hændelser og myter må søges på de svenske runestene. Et storslået eksempel er den tætskrevne Röksten i Östergötland allerede fra 800-t. Dens godt 760 tegn lange indskrift anvender flere forskellige typer runer og desuden versformen fornyrdislag, senere kendt fra Eddaen. Poesi, magi, gåder udgør dens hermetiske karakter, som indleder en lang og særlig skrifttradition gennem tiderne frem til 1900-t.s modernisme.

Middelalder

Eksklusiviteten fortsatte i den svenske middelalderlitteratur på kirkens latin, som forsinkede den verdslige digtnings udfoldelse, der først fandt sted omkring 1300 i det høviske miljø. Den folkelige (hedenske) fantasi havde ringere kår under den kirkelige intolerance, der dominerede Sverige, men dog må have haft et sejt modspil i Gamla Uppsalas gudedyrkelse. Så tidligt markeredes en karakteristisk forskel mellem svensk og dansk kultur, selvom en generel parallelitet hersker gennem middelalder, renæssance og nyere tid som følge af fælles kontinentale impulser. Tidvis nåede de først Danmark med den nærmere geografiske tilknytning til kontinentet. Landskabslovene, der nedtegnedes i 1200-t.s Sverige og samledes til en landslov i 1300-t.s midte, bærer med deres farverige eksempler stadig præg af en mundtlig litterær tradition med rødder i det hedenske slægtssamfund. Skriften afløste den mundtlige traditions rolle som den toneangivende stands medium, efter europæisk tradition i form af helgenlegender, prædikener, hymner samt ridderromaner og rimkrøniker. Personlig stil er der hos munken Petrus de Dacia (1235-89) — ikke at forveksle med astronomen af samme navn — i hans latinske biografi over søster Christina, en åndelig kærlighedshistorie. Han er derfor kaldt Sveriges første forfatter. Birgitta af Vadstena er den første visionære. Hendes åbenbaringer, Revelationes coelestes, fik både kirkelig og politisk betydning, og hun selv helgenstatus. Den høviske litteratur introduceredes med de franske ridderromaner, oversat fra 1303 under betegnelsen Eufemiaviser. De blev til inspiration for Erikskrönikan med dens beretninger i knittelvers om svenske konger, et varigt kildeskrift til svensk nationalheroisk mytologi. I Eufemiaviserne indgår en række balladeformler og træk af minnesang, som altså må have eksisteret i Norden. Her er ellers kun den episke ballade, folkevisen, rigt overleveret, optegnet i adelens visebøger fra 1500-t. og senere med samme materiale og formsprog i hele Skandinavien. Det var en tysk mode, der vandrede via Danmark, hvor den fik sin største udbredelse. Den videnskabelige registrering og udgivelse af Sveriges medeltida ballader er først realiseret fra 1983.

Den krise- og krigsprægede unionstid satte sig digterisk spor i "Frihedsvisen", skrevet 1439 af Thomas Simonsson, biskop i Strängnäs, et politisk digt i forbindelse med Engelbrekt Engelbrektssons opstand mod danskerne.

Annonce

Reformation og renæssance

Først i 1600-t. opstod en ny svensk digtning, idet Reformationens og humanismens litteratur især var bibeloversættelser og historieskrivning; Gustav Vasas Bibel fuldendtes i 1541. Sveriges reformator var Olaus Petri, hvis dramatiske liv er skildret i Strindbergs skuespil Mäster Olof (1872). Han er forfatter til bl.a. Een swensk Cröneka (1530'erne), mens brødrene Johannes og Olaus Magnus i 1550'erne skrev på latin om svenske konger og det kolde nord, værker, som længe skal have styret omverdenens syn på nordboerne. Den nationale selvbevidsthed fik et ejendommeligt udtryk i polyhistoren Olof Rudbecks genialske prosaværk Atlantica (først skrevet på svensk, 1679), der overvælder ved at gøre Sverige til altings oprindelse og midtpunkt, selveste Atlantis. Danskerne lod sig ikke forblænde, Ludvig Holberg skrev en satirisk epistel (nr. 193) herom.

Digtningen blomstrede tidligere i århundredet i Lars Wivallius' lyriske lovprisning af natur og frihed og i Johannes Messenius' dramatik, men betegnelsen den svenske litteraturs fader er forbeholdt Georg Stiernhielm, skaberen af en digtning efter klassiske mønstre. Han skabte dog også en indgang til den litterære barok med heksameterdigtet "Hercules" (1658).

Nye, stærke følelsesudtryk, stilistisk schwung i lyrikken inddrager livslyst og forgængelighedstanke, bl.a. i digte af Samuel Columbus (1642-79), i pseudonymet Skogekär Bergbos erotiske sonetter Wenerid (1680) efter Petrarcas manér, hos Lasse Lucidor, "O evighet, din längd mig fast förskräcker".

Oplysningstid

Klassicismen sejrede som stilideal og rationel holdning, men modsætningerne trivedes også i Frihedstiden (1718-72), anskueliggjort af to forskellige åndstyper, den latinske drømmer Emanuel Swedenborg, stadig aktuel for både romantik og modernisme, og naturforskeren Carl von Linné, begge med stor litterær tyngde, hhv. i visioner og i rejseskildringer fra svenske landsdele. Med appel til det fremvoksende borgerskab skrev Olof von Dalin tidsskriftet Then Swänska Argus (1732-34), men også hoflyrik, dramatik og faghistorie.

Den gustavianske periodes lyrikere virker akademiske, fransk påvirket elegante, moralistiske eller livslystne, G.F. Gyllenborg (1731-1808), G.P Creutz og Hedvig Charlotta Nordenflycht, feminist før tiden med radikalt salonliv, alle tre medlemmer af selskabet Tankebyggarorden, men frem for alle den geniale og musikalske livs- og verskunstner Carl Michaël Bellman, der skabte sine fiktive stockholmske drankere og elskere i Fredmans epistlar (1790, med forord af J.H. Kellgren). Gustav 3. konsoliderede litteraturens og kulturens rolle med oprettelsen af Svenska Akademien 1786.

Modsætningsforholdet mellem oplysningens ideal om rationalitet og en ny sentimentalisme og spirende romantik viste sig i en polemik mellem klassicisten den magtfulde smagsdommer J.H. Kellgren og den politisk kontroversielle Thomas Thorild, der var inspireret af Ossians sange og Rousseau. Han fulgtes af Bengt Lidner og Frans Michael Franzén, mens klassicismen repræsenteredes af J.G. Oxenstierna og æstetikeren Carl August Ehrensvärd. Kellgren arbejdede sammen med satirikeren Anna Maria Lenngren i Stockholms Posten (1778-1833), organ for den højeste oplysning. Frihedstiden var nu forbi, trykkefriheden begrænset, nationale toner, det götiske, forstærkedes, og snart skulle nationalromantikken gøre sig gældende.

Romantik

Mens den tyske romantiske idealisme præsenteredes i København af den norske Henrich Steffens allerede i 1802, kom turen nogle år senere til Stockholm og Uppsala, især omkring tidsskriftet Phosphoros (1810-13) med digteren og litteraturhistorikeren P.D.A. Atterbom som ledestjerne. Atterbom skrev senere det højromantiske evangelium i eventyrspillet Lycksalighetens ö (1824-27), som næppe længere er lystlæsning, mens den mest holdbare romantiske digtning kom fra det gådefulde geni E.J. Stagnelius. Ligesom han er åndsbeslægtet med den dansk-tyske lyriker Schack Staffeldt, og Atterbom stod B.S. Ingemann nær, var Oehlenschlägers nordiske romantik et forbillede for Esaias Tegnér, der da også hyldede og kransede ham i Lunds Domkirke 1828. Götiska förbundet med tidsskriftet Iduna i Stockholm, drevet af historikeren og digteren E.G. Geijer, var et mere nøgternt idealistisk sidestykke til det samtidige Phosphoros. Vejen mellem romantik og en frisindet realisme tegnedes med større effekt af fænomenet C.J.L. Almqvist, genial litterær altmuligmand, fra hans eventyrlige roman Drottningens juvelsmycke (1834) til problemromanen Det går an (1839). Kvinderne gjorde sig gældende i romanformen, således Fredrika Bremer, der midt i århundredet ligesom August Blanche tegnede kritiske billeder af ægteskabeligt og borgerligt liv. Prosaen blev således snart den dominerende litterære form, også hos den vidtspændende Viktor Rydberg, der angreb kristendom og social undertrykkelse. En opstemt politisk lyrik forekom stedvis fra 1860'erne hos den elegante Carl Snoilsky.

En prosagenre af stor betydning for romantikken i Europa og senere nyromantikken var folkeeventyret, der var blevet opdaget, samlet og udgivet nationalt i land efter land. Den mundtlige fortælling blev redigeret og raffineret også som kunsteventyr i den stadige vekselvirkning mellem tale og skrift. Brødrene Grimm og H.C. Andersen fik betydning også for svensk litteratur. G.O. Hyltén-Cavallius og G. Stephens (1813-95) Svenska folksagor och äfventyr kom 1844-49 med "Prins Hatt under jorden" som det mest elskede.

Det moderne gennembrud

Endnu spillede geografiske afstande i Europa en rolle for de kulturelle strømningers udbredelseshastighed. I lighed med den romantiske bevægelse tøvede også naturalismen en kende i Sverige. Først med August Strindbergs roman Röda rummet (1879) mærkedes det moderne gennembrud i det ætsende kritiske samfundsbillede, som Georg Brandes havde efterlyst. Men med ét fik moderne skandinavisk litteratur da også et centraleuropæisk gennembrud med Ibsen og Bjørnson, Strindberg, J.P. Jacobsen og Herman Bang, ikke mindst i teatersammenhæng. Kvindebevidstheden var i vækst, radikalt hos Anne Charlotte Leffler, mindre vidtgående hos Victoria Benedictsson.

Men nye tendenser havde snart retning mod nyromantik og hjemstavnsideologi, og realismen kom først til at fejre nye triumfer i næste århundrede. Fra 1890'erne styrede Verner von Heidenstam mod national stjernestatus, der senere blegnede, mens Selma Lagerlöf allerede fra romanen Gösta Berlings saga (1891) kun voksede i format som fortællerske. En stedets digtning fornyede det lyriske udtryk hos 1890'ernes lyrikere, Gustaf Fröding (Värmland, ligesom Selma Lagerlöf), Erik Axel Karlfeldt (Dalarna), og allerede fra 1880'erne Ola Hansson (Skåne). Natur og fortid blev foretrukket frem for storby. Regional baggrund har den dag i dag en langt større kunstnerisk betydning i et land med Sveriges kulturgeografi end i Danmark. Skåne og Norrland er ganske forskellige litterære nationer. Men over alle grænser, samtidigt og fremtidigt, herskede Strindbergs stadigt fornyende og overraskende lidenskaber i lyrik, prosa og dramatik, gennem polemisk radikalitet, naturalisme og tidlig modernisme.

Århundredskiftets dekadence og mismod prægede den betydelige prosaist Hjalmar Söderberg, der søgte ly i København. Hjalmar Bergman (Bergslagen, Örebro) tegnede med særpræget fortælleteknik borgerskabets beske verden. Symbolisme og klassicisme prægede med strenghed Vilhelm Ekelunds lyrik og aforistik og med mildhed Anders Österlings digte, begge af skånsk herkomst.

Det var atter Strindberg, der i Tal till Svenska Nationen (1910) på baggrund af en generalstrejke i social indignation gjorde op med traditionalismen i litteraturen og banede vejen for en uborgerlig realisme, udtrykt atter med regionalt præg af Martin Koch, Gustaf Hedenvind-Eriksson (1880-1967), Ludvig Nordström og lyrikeren Dan Andersson.

Neutralitet og eksperiment

Sveriges neutralitetspolitik under både 1. og 2. Verdenskrig er baggrund for en særpræget, avanceret krisebevidsthed i litteraturen, en tidligt formuleret modernisme, der brød ind i Birger Sjöbergs digtning og i Pär Lagerkvists lyrik, hos den sidste videreført i en religiøst farvet humanisme i romaner og dramaer. Arbejderlitteratur og modernisme prægede 1920'erne og 1930'erne. Et symptomatisk udtryk for denne dobbelthed er antologien 5 unga (1929) med navnene Erik Asklund (1908-80), Josef Kjellgren (1907-48), Gustav Sandgren (1904-83) samt Harry Martinson og Artur Lundkvist, lutter autodidakter, de to sidste med langvarig betydning for internationaliseringen og den kosmiske fantasi i moderne svensk litteratur, kritisk, lyrisk, episk. Ved siden af dem befandt sig akademikerne Karin Boye, lyriker med tilknytning til forbundet Clarté, Hjalmar Gullberg, Johannes Edfelt samt Gunnar Ekelöf som hovedskikkelse i den intellektuelle modernisme med dens stadigt voksende, transkulturelle motivudvidelse, "fyrsten" i svensk lyrik.

Livsappetit og politisk beredskabstanke blandedes i omfangsrige og stofmættede romaner, ofte hele serier, hos selvlærte og lærde prosaister, baseret på erfaringer i fattig-Sverige og under udlandsophold, således Eyvind Johnson med idéromaner af historisk og aktuelt eksistentielt tilsnit, Ivar Lo-Johansson og Jan Fridegård, begge med udgangspunkt i "statarnes" trange kår, og Vilhelm Moberg med kulmination i udvandrernes historie. Kvindernes erfaringer i to vidt adskilte sociale lag, fabriksarbejdernes og overklassens, kom til udtryk hos Moa Martinson og Agnes von Krusenstjerna.

Den store romandigtning

Sverige har således en vældig litterær erfaringsbasis for det videre fremvæld af eksistentiel romandigtning og social og politisk bevidst dokumentarisme, der de følgende tiår nærmest blev normdannende i Norden, med forfatternavne som Stig Dagerman, angstgenerationens digter, Lars Ahlin som den religiøst farvede fortæller, der hævdede en forbønnens æstetik, Lars Gyllensten med en radikal tvivl som filosofisk grundtema, Sara Lidman med norrlandsk og antiimperialistisk temperament, fulgt af Jan Myrdals mangesidede radikalisme. I 1960'erne og gennem næste tiår intensiveredes den politiske aktivitet desuden med debatbøger af Sven Lindqvist, lyrikerne Göran Palm og Folke Isaksson og romanforfatteren Per Wästberg, ligesom P.C. Jersild, Per Olof Sundman og Per Olov Enquist med videnskabelig omhu dokumenterede, fortalte og fabulerede, den sidste også som dramatiker. Sansen for grotesken trives hos Jersild og hos Sven Delblanc, hos hvem også slægtshistorien i romanform er identitetsskabende. Under og især efter den vældige udfoldelse af verdenssamvittigheden har den friere digten og fortællen fejret kunstneriske triumfer hos de nævnte og ikke mindst hos den rigt facetterede filosof, lyriker og prosaist Lars Gustafsson, hos Kerstin Ekman og Torgny Lindgren med Södermanland og Västerbotten som miljø bag psykologisk konfliktstof, mens snarere värmlandsk natur og folkelighed er baggrund for Göran Tunströms og Lars Anderssons romaner. Svensk og eksotisk miljø er der i lyrikeren og dramatikeren Agneta Pleijels romaner. På krimiens område har forfatterparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö tilført genren et samfundsdebatterende perspektiv, og med Astrid Lindgren har svensk børnelitteratur placeret sig fornemt langt ud over landets grænser. Den opblomstring i børnelitteraturen, som hendes forfatterskab står som den stærkeste eksponent for, har ført til nyskabende indsatser med bl.a. Maria Gripes magisk-realistiske børneromaner, Inger (f. 1930) og Lasse Sandbergs (1924-2008) småbørnsbøger og Sven Wernströms problematiserende ungdomsskildringer.

Modernismen

Efterkrigstidens lyriske modernisme blev særlig debatskabende, bl.a. for sit tredje standpunkt i de politiske modsætningers kolde verden, og er desuden berygtet som svært tilgængelig under navnet fyrtiotalisme, med et revolutionerende billedstærkt formsprog, inspireret bl.a. af den tidlige finlandssvenske modernisme. Det gav poesien ny autoritet og tiltrak også ældre digtere, bl.a. Bertil Malmberg og Hjalmar Gullberg. De ledende skikkelser var Erik Lindegren, Karl Vennberg og Werner Aspenström med deres kritiske, ekvilibristisk sprogmusikalske diktion. Blidere eller ironisk tilspidset tilkom i 1950'erne Lars Forssell med lyrik, kabaret, dramatik, Bo Setterlind (1923-91) og Östen Sjöstrand med en lyrisk, religiøs motivverden. En ny skånsk poesibølge rejstes af den såkaldte Lundaskole med akademisk raffineret lyrik af Göran Printz-Påhlson, der også er en betydelig kritiker, samt af Majken Johansson, Ingemar Leckius (1928-2011) og Anna Rydstedt (1928-94), alle tre vakt af kristendommen. Katolicismens verdensfortolkning finder man i Birgitta Trotzigs lyriske prosa og romaner med lidelsen og det udsatte menneske som tilbagevendende tema. En sanselig metafysik har siden debuten i 1954 med 17 dikter kendetegnet Tomas Tranströmers koncentrerede poesi, der er oversat til de store sprog, mens den verdensvante Lasse Söderberg har hentet franske og spanske impulser ind.

Konkretismen i den sprogspillende lyrik indførtes af billedkunstneren Öyvind Fahlström allerede tidligt i 1950'erne og blev en karakteristisk bevægelse i 1960'erne med bl.a. Åke Hodell og Bengt Emil Johnson, en kombination af musik, grafik, ord, der også igangsatte en dansk konkretisme og systemdigtning i tiåret. Den førte videre til en skrifttematisk lyrik og prosa af Erik Beckman og af Lars Norén, for hvem siden dramatikken i Strindbergs ånd blev hovedvejen til de internationale scener, fulgt af Per Olov Enquist. Musik, filosofi, politik indgår til stadighed i Göran Sonnevis lyriske work in progress. Han vakte den politiske lyrik med sit digt om krigen i Vietnam (1965). En talesprogsnær, enkel lyrik om kvindeidentitet skabtes af Sonja Åkesson i 1960'erne, en hverdagsrealisme, fulgt op i 1970'erne af den mere bidske Kristina Lugn, modsat den anarkistiske surrealisme hos Bruno K. Öijer (f. 1951).

Som med dansk lyrik i 1980'erne oplevede også Sverige et boom af en ny modernisme af postmoderne tilsnit, fra Stig Larsson og den mere hermetiske Katarina Frostenson og desuden i store fagtematiske digtsamlinger af Gunnar D. Hansson (f. 1945). Dertil kom en ny skånsk mediebevidst bevægelse med Malmöligan (fra slutningen af 1980'erne, antologi 1992) med kontakt til især Michael Strunge og Forfatterskolen i København, bestående af bl.a. Clemens Altgård (f. 1959), Lukas Moodysson (f. 1969), Håkan Sandell (f. 1962) og Kristian Lundberg (f. 1966). Her møder man et hverdagens Sverige i en erindringsbevidst nutid i digte med mundtligt præg. Begrebet retrogradisme er af Sandell udmøntet som udtryk for behovet for at begynde forfra på ny, som svar på den postmoderne udfordring, som gør alle stiltræk mulige i en litterær metabevidsthed. Og ved årtusindskiftet hersker en generel pluralisme i det litterære udtryk såvel i Sverige som i Skandinavien, en samtidsbevidst udnyttelse af karakteristiske bevægelser og tendenser, ikke mindst i en vital romandigtning af både ældre og yngre forfattere. Et karakteristisk fænomen i lyrikken er mundtligheden, der kommer til sin ret ved mangfoldige oplæsningsarrangementer, med og uden musik, en videreførelse af den stærke svenske vise- og balladedigtning, der tæller navne som Lars Wivallius, Bellman, C.J.L. Almqvist, Gunnar Wennerberg, G. Fröding, Evert Taube, Nils Ferlin, Olle Adolphson (1934-2004) og Cornelis Vreeswijk. En digtning uden om bøgernes verden.

Læs mere om Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Brostrøm: Sverige - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167683