Faktaboks

Stig Claesson
Født
2. juni 1928
Død
4. januar 2008

Stig Claesson var en svensk forfatter.

Hovedtemaet i Claessons romaner og noveller er menneskets hjemløshed i det moderne velfærdssamfund, hvor omsorg og fællesskab er blevet et offentligt anliggende. På denne baggrund tegnes et Sverigesbillede i romanen Väm älskar Yngve Frej? (1968, dansk 1974), der fulgtes af På palmblad och rosor (1975, dansk 1976) og Henrietta ska du också glömma (1977, dansk 1979).

Affolkede bygder og det moderne Stockholm er hyppige kulisser. Ofte inddrager Claesson erfaringer fra sine mange udlandsophold. Således skildrer Män i min ålder (1992) konfrontationen mellem svensk provinsialisme og et kosmopolitisk ungarsk miljø. Romanens lette tone, drabelige situationer, tragikomiske figurer og rappe dialoger er karakteristiske for forfatterskabet. Med Sort asfalt grönt gräs (2000) indledte han en selvbiografisk suite i fire bind, afsluttet 2003. Den produktive forfatter udgav herefter bl.a. Sekonderna lämnar ringen (2005), et aldrende menneskes refleksioner over muligheder i livet, der ikke blev grebet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig