Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olof Lagercrantz

Oprindelig forfatter TBro Seneste forfatter Redaktionen

Olof Lagercrantz, 1911-2002, svensk forfatter og kritiker, hvis litterære biografier og essayistik har fået udbredelse også i Danmark. Hans memoirer Min första krets (1982, da. 1983) skildrer hans konfliktstof i slægten, der blandt andre kulturpersonligheder omfatter Agnes von Krusenstjerna, genstand for hans disputats 1951. Vekselvirkningen mellem et liv i dagspressen og litteraturen, politik og kunst, førte til stor gennemslagskraft. Han var medarbejder ved Svenska Dagbladet, kulturchef ved Dagens Nyheter fra 1951, chefredaktør 1960-75 med kontroversielt, radikalt engagement, skildret bl.a. i Ett år på sextitalet (1990, da. 1991). Mere traditionelt personlig er hans lyrik, Dikter från mossen (1943), Linjer (1962), men med biografier og værklæsninger har han skabt en original, kritisk, veldokumenteret og ofte polemisk genre i portrætter af Stig Dagerman (1958), Från helvetet till paradiset (1964, da. 1965) om Dantes Commedia, om Nelly Sachs (1966, da. s.å.), Att vara till (1970, da. 1993) om Joyces Ulysses, August Strindberg (1979, da. 1980), Färd mot Mörkrets hjärta (1987, da. 1989) om Joseph Conrad, Att läsa Proust (1992, da. 1994). Debatten om hans kontroversielle Strindberg-biografi kaldte på hans Eftertankar om Strindberg (1980, da. 1998). Lagercrantz' livtag med de største og mærkeligste digterværker viste sig atter med bogen om Emanuel Swedenborg, Dikten om livet på den andra sidan (1996, da. 2001).

Portrættet af vennen Gunnar Ekelöf, Jag bor i en annan värld (1994, da. 1996), viser skånselsløst digtningens omkostninger, et gennemgående tema i Lagercrantz' menneskeskildring. Om konsten att läsa och skriva (1985, da. 1988) er et erfaringsmættet essay i hans brillante stil.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Brostrøm: Olof Lagercrantz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113787