Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ivar Lo-Johansson

Oprindelig forfatter Houe Seneste forfatter Redaktionen

Ivar Lo-Johansson, 1901-1990, svensk forfatter, som både i tale og skrift bidrog afgørende til de svenske landarbejderes frigørelse fra det undertrykkende statarsystem, dvs. et system med stavnsbundne landarbejdere, der delvis lønnedes i naturalier. I tiåret op mod dettes afskaffelse under 2. Verdenskrig optog emnet helt forfatteren. Optakten er den delvis selvbiografiske roman Godnatt jord (1933, da. 1942), som giver et rigt sammensat billede af det sörmlandske landproletariats åndelige og materielle nød. Som tendensroman opløser værket myten om svensk herregårdsidyl i grelle modsætninger, men som dannelsesroman munder den selv ud i en myte om kunsten som konflikternes løsning. Spændingen mellem kunstnerisk individualisme og kollektiv socialskildring går igen i Bara en mor (1939, da. 1941). Traktorn (1943, da. 1944) afrunder romanrækken om "statarne" med at vise, hvordan mekaniseringen af landbruget tromler hen over de traditionelle livsformer. Rent sagligt behandlede han stoffet i Statarklassen i Sverige (1939) og Statarskolan i litteraturen (1972). Lo-Johanssons sociale bevidsthed mundede ud i kritiske reportager om svensk ældreforsorg. I en række selvbiografiske værker fra 1950'erne overskuer han vigtige sider af sin virksomhed, fx Stockholmaren (1954, da. s.å.), Journalisten (1956, da. s.å.) og Socialisten (1958), der drejer sig om statardigteren og fagbevægelsen. Herefter stod hans kunst mest i novellens tegn. Først i syv omfattende samlinger Passionsnoveller (1968-72, da. Passionerne, 1969) og derpå i historiske noveller som Lastbara berättelser (1974), hvor den altid saglige glød og sociale samvittighed kan slå ud i blodig ironi. Et udvalg på dansk af hans sene noveller er Visdommens brønd (1976). I sin høje alder genoptog den produktive digter sit memoireværk i fire bind, Pubertet, Asfalt, Tröskeln og Frihet (1978-85, da. 1979-87), hvis titler antyder en grænseoverskridende fortælleglæde og livsappetit, som også udmærker udvalget Skriva för livet (1989).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Houe: Ivar Lo-Johansson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118011