Faktaboks

Hasse Alfredson

Hans Folke Alfredson

Født
28. juni 1931
Død
10. september 2017

Hans Alfredson var en svensk forfatter, revykunstner og filminstruktør. Efter studier i Lund og arbejder for Sveriges Radio kastede han sig, i frodigt samarbejde med Tage Danielsson, over revyen, som de under navnet Hasse og Tage drev til lysende højdepunkter af gags og spex-komik.

De samarbejdede også om en række film, ofte løsslupne samfundssatirer som i Äppelkriget (1971), hvor begge medvirkede i Tage Danielssons instruktion efter fælles manuskript.

Som selvstændig filminstruktør lavede Hans Alfredson bl.a. den psykologiske thriller Falsk som vatten (1985). Hovedværket er Den enfaldiga mördaren (1982) efter Alfredsons egen roman En ond man (1980, da. En ond mand, 1983), et moderne eventyr, hvor landsbydåren med engleskarer ved sin side udrydder den brutale godsejer.

Som prosaist dyrkede Hans Alfredson især satiren og den vittige parodi samt i Lagens långa näsa (1983, da. Lovens lange næse, 1989) den pointerede kriminalnovelle.

Hans Alfredson kendes bl.a. også fra dansk tv i krimiserien Ørnen (DR 2004-06).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig