Göran Tunström, 1937-2000, svensk forfatter, f. i Sunne i Selma Lagerlöfs Värmland, som danner baggrund for store dele af hans fiktion og refleksion. Han indkredser sin position i debutdigtsamlingen Inringning (1958), fulgt af flere lyrikbøger, bl.a. Sandro Botticellis dikter (1976), der forsvarer kunstens suverænitet. Fortællingens eksistensnødvendighed bliver dominerende tema og personlig praksis, bl.a. i selvskildringen Prästungen (1976, da. 1991), om hans fars tidlige død som varigt traume, og i tankebogen Under tiden (1993, da. Ventetid, 1994). I Ökenbrevet (1978, da. 1985) lader han Jesus fortælle sin barndoms- og ungdomshistorie frem til fristelsen i ørkenen. Men først med Juloratoriet (1983, da. 1984), der fik Nordisk Råds Litteraturpris, frigjorde han den store, livsnære fabuleren om tre generationers liv og længsel i og ud af Sunne, hvor skrøner og anekdoter kobler virkelighed og fantasier sammen. Tjuven (1986, da. Tyven, s.å.) kombinerer middelalderens Ravenna med nutidig opvækst blandt familie og originaler. Tyveriet af den gotiske sølvbibel ruller et perspektiv frem af skriftens og sprogets verden som livets pris. Kærlighedens konflikter indgår også i Skimmer (1996, da. Månemælk, 1997), henlangt til Island, samt i det afsluttende hovedværk, Berömda män som varit i Sunne (1998, da. 1999), der med den lille købmand og degn som jegfortæller tegner dramatiske skæbnemønstre af elskov, kunst og død.