Stig Dagerman

Stig Dagerman, 1923-1954, svensk forfatter, en central skikkelse i 1940'ernes svenske prosa. I løbet af få år efter debuten i 1945 skrev Stig Dagerman ved siden af romaner og noveller også journalistik, lyrik, dramaer, radiospil og filmmanuskripter.

Hans forfatterskab forstummede brat omkring 1950, fire år før han tog sit eget liv. Ligesom barndommens traumer forfulgte Stig Dagerman livet igennem, blev efterkrigstidens almindelige angst og pessimisme en stadig voksende konflikt i hans værk.

Allerede debutromanens titel, Ormen (1945), anslår det særligt dræbende og driftsbetonede i hans angstoplevelse. Åndshistorisk kendes den hos Søren Kierkegaard og har i samtiden lighed med forestillinger hos H.C. Branner og Lars Ahlin.

Men for Stig Dagerman var angstens uhåndgribelighed og allestedsnærvær et paradoks, som ingen eksistentialisme kunne løse. Ud over tung symbolik kendte han kun udveje i skrækromantik og drømme om selvmord.

Ikke tilfældigt hedder hans anden roman De dömdas ö (1946); her har debutens giftige kryb bredt sig, og både angsten og selvmordsdrømmene er taget til i styrke.

I enkelte af novellerne i Nattens lekar (1947, da. 1949) forsøges realistiske — og syndikalistiske — udveje, især for samfundets mest fortabte. Og de senere romaner rummer både realistisk psykologi, Bränt barn (1948, da. 1949) og sædeskildring, Bröllopsbesvär (1949, da. 1966).

Alligevel går psykologien i den førstes familiekonflikt i den grad i hårdknude, at selvmordet igen bliver den eneste løsning, og i den anden betegner bryllupsbesværet et knusende nederlag for fortællingens håb.

Efter Stig Dagermans død udsendtes et udvalg af hans lyrik og prosa med den tematiske titel Vårt behov av tröst (1955).

I 1960'ernes politiserende klima var der stille om Stig Dagerman, men fra 1980'erne fik han en renæssance både i Sverige og udlandet, især Tyskland og Frankrig.