Harry Martinson

Harry Martinson var en svensk forfatter. Han var gift med Moa Martinson fra 1929 til 1941. Harry Martinson var medlem af Svenska Akademien fra 1949 og delte i 1974 Nobelprisen med Eyvind Johnson.

Harry Martinson blev født i Blekinge. Sin tidlige historie som plejebarn har han fortalt i de selvbiografiske romaner Nässlorna blomma (1935, på dansk Nælderne blomstrer, 1937) og Vägen ut (1936, på dansk Ud i livet, 1941).

Harry Martinson stak til søs, var fyrbøder i 1920-1927 og vagabond. Disse erfaringer danner baggrund for debutdigtene Spökskepp (1929) og prosabøgerne Resor utan mål (1932) og Kap Farväl (1933, på dansk i 1936).

Han formulerede en frihedsfilosofi om "verdensnomaden" i flere digte med blide blandinger af naturiagttagelse og overraskende, ekspressive billeder. Et stort gennembrud var Passad (1945) og vagabondromanen Vägen till Klockrike (1948, på dansk Vejen til de tusind drømme, 1949) med dens varme humor og livsvisdom.

Med digtene i Cikada (1953) som forløber sammenfattede Harry Martinson sit verdenssyn i versromanen om rumskibet Aniara (1956, på dansk i 1959). Dens 103 sange beretter om livet blandt de tusinder af flygtninge fra vor mishandlede klode, engang "Doris' dal", som "mimen" viser billeder af. Slået ud af kurs er Aniara en moderne teknologisk verden på vej mod intetheden. Det både lette og lærde værk er en skræmmende apokalyptisk fortælling og kulturanalyse, af Erik Lindegren bearbejdet til libretto for Karl-Birger Blomdahls opera Aniara (1959).

Digtene i Gräsen i Thule (1958) og Vagnen (1960) udtrykker et lignende dybt vemod og en fortryllende naturlære, således også i de korte, reflekterende essays Utsikt från en grästuva (1963, på dansk i 1967).

I Dikter om ljus och mörker (1971) taler endnu en gang hans maskejeg Li Kan med betænkelighed: "Det finns en världsblåst i allt. Den tar alla ord".