August Strindberg

August Strindberg var en svensk forfatter, der med sine formeksperimenterende skuespil fik central betydning for 1900-tallets drama. Den modernistiske strømning fra ekspressionismen over surrealismen til absurdismen har Strindberg som forgænger.

August Strindberg blev født og døde i Stockholm, men tilbragte adskillige år i selvvalgt europæisk eksil. I bl.a. Paris og Berlin var han vidne til tidens kulturelle, teknologiske og ideologiske forandringer.

Han var en velinformeret iagttager, som inden gennembruddet med romanen Röda rummet (1879, på dansk i 1886) bl.a. havde ernæret sig ved journalistik. Som ansat på Kungliga biblioteket gjorde han sig samtidig bemærket som forsker, bl.a. med speciale i sinologi.

Strindberg var ikke blot en produktiv forfatter — hans samlede værker fylder 72 bind, hvortil kommer 20 bind med breve — men også særdeles belæst. Han kendte tidens tanker og var bevandret i adskillige videnskaber.

Som digter kunne han trække på et usædvanligt ordforråd, hvad der bl.a. præger det præcise og originale billedsprog. Forfatterskabet omfatter ud over digtningen også kulturhistorie (Svenska folket, 1881-1882), kemi, botanik og spekulative sprogstudier.

Mod slutningen af sit liv samlede Strindberg videnskabelige indfald, filosofiske aforismer, psykologiske skitser, satiriske udfald, lignelser og små fortællinger i de fire "blå bøger" (1907-1912, da. udv. 1963).

Fra Strindberg i 1870 fik sat et stykke op på Dramaten, levede han af at skrive. Forfatterskabet spænder over en mangfoldighed af genrer og afprøver adskillige litteraturhistoriske programmer. Det første dramatiske hovedværk, Mäster Olof (skrevet i 1872, trykt i 1880-1881. En version i vers udkom i 1878, på dansk i 1889), overførte indtryk fra Pariserkommunen til en anden overgangstid: den svenske reformation.

Hovedpersonen, Olaus Petri, skildres ikke som idealist, snarere som en usikker tvivler spændt ud mellem den revolutionære Gert Bokpräntare og den pragmatiske kong Gustav Vasa. Det udfordrede forventningerne til et historisk drama.

Gennembruddet var i Georg Brandes' ånd. I prosaværker som Röda rummet, Det nya riket (1882), Giftas, 1-2 (1884-1886, på dansk i 1911-1912) og Utopier i verkligheten (1885, på dansk samme år) satte Strindberg sig for at afsløre samfundets "væv af løgne".

Skytset var rettet mod de kulturbærende institutioner, kirke, skole, familie og stat, og ikke mindst mod den idealistiske ideologi, der besmykkede dem. Reportage, komik og kras satire mødtes i en mundret prosa, der flittigt gled over i groteske karikaturer. Det sidste spor går igen i de næsten surrealistiske scener i den sene satire Svarta fanor (1907, på dansk 1908).

Strindbergs følelse af isolation var midt i 1880'erne med til at udløse en kursændring i forfatterskabet. Med Giftas 1 pådrog han sig en blasfemianklage, som gjorde forlæggerne nervøse og dermed truede ham på levebrødet. Samtidig tog vennerne afstand fra kønspolitiske holdninger, der fik Georg Brandes til at kalde ham den første rigtige kvindehader i nordisk litteratur.

Fra demokratisk samtidskritik gik Strindberg over til psykologiske studier med åndsaristokratiske overtoner. Minutiøst ville han kortlægge "hjernernes kamp". I praksis stod striden ofte mellem mand og kvinde.

Kønskampen præger i en åben og alt andet end entydig form de naturalistiske sørgespil Fadren (1887, på dansk i 1888), Fröken Julie (1888, på dansk i 1889) og Fordringsägare (1888, på dansk Creditorer, 1889), der alle hører til det moderne teaters mest spillede. I forordet til Fröken Julie leverede Strindberg tillige et af det naturalistiske dramas vigtigste manifester.

Midt i 1890'erne gennemlevede Strindberg en krise, der førte til en gennemgribende revision af hans verdensbillede. Han følte sig forfulgt af uforståelige kræfter. I omvendelsesskriftet Inferno (1897, på dansk Helvede, samme år) tydede han det som en religiøs opdragelse. Det helvede, han mente at have gennemlevet, var ganske moderne. Gud var afløst af diffuse "magter" med svært fortolkelige budskaber.

Den sene Strindbergs verden er vaklende og ustadig. Ud af dens møde med de religiøse litterære traditioner, som Strindberg ville genoplive, opstod et vibrerende modernistisk teater. I vandringsdramaet Till Damaskus (1898, på dansk i 1924) svæver alt og alle i en ubestemmelig halvvirkelighed. Den Ukendte, som er stykkets hovedperson, møder på sin vej Damen, Tiggeren og en serie "Bifigurer og Skygger".

Alle er de brikker i et spil, hvis regler de ikke kender. Grænserne mellem ydre og indre, her og der, individet og de andre synes suspenderet. Den dramatiske fornyelse var religiøst begrundet: Den sande virkelighed var usynlig og lod sig ikke gestalte naturalistisk.

I Ett drömspel (1902, på dansk i 1916) flyder digt, drøm og virkelighed sammen i et panorama over livet som lidelse. Det lyriske drama bindes ikke sammen af nogen intrige; snarere gentager og varierer scenerne et tema: "Det er synd for menneskene".

Stykkets fortale bryder udtrykkeligt med aristoteliske forestillinger om sammenhæng og sandsynlighed: "Alt kan ske, alt er muligt og sandsynligt. På en ubetydelig virkelighedsgrund spinder indbildningen videre og væver nye mønstre".

Eksperimenterne med den dramatiske form videreførtes i de kammerspil, Strindberg i 1907 skrev til sit Intima teatern: Oväder (på dansk i 1928), Brända tomten (på dansk i 1970), Pelikanen (på dansk i 1928) og ikke mindst Spöksonaten (på dansk i 1928) med dæmoniske skikkelser som den vampyriske Hummel og Mumien.

Dramatikken har givet Strindberg en plads i verdenslitteraturen. Mere end 50 skuespil blev det til, spændende over adskillige genrer: psykologisk samtidsdrama som Fadren, fortættede enaktere (Den starkare, skrevet 1889, trykt 1890, på dansk samme år), eventyrspil (Lycko-Pers resa, 1882, på dansk i 1886, Himmelrikets nycklar, 1892), drømmespillet, religiøse mysterier og moraliteter (Advent, 1898, Påsk, 1901, på dansk i 1903), shakespeareske kongedramaer samt blandformer som fx Dödsdansen (1901, på dansk i 1914), et ægteskabsdrama med metafysiske overtoner.

Dramaerne var stedse skrevet med scenens muligheder for øje; de skulle opføres og ikke blot læses. Strindberg engagerede sig da også i praktisk teaterarbejde, bl.a. i forbindelse med Skandinavisk Forsøgsteater, som i København 1888 havde urpremiere på Fröken Julie.

Med oprettelsen af Intima teatern — i samarbejde med den unge instruktør August Falck (1882-1938) og med forbillede i bl.a. Max Reinhardts "Kleines Theater" og hans i 1906 åbnede "Kammerspiele" i Berlin — fik Strindberg på ny mulighed for at beskæftige sig med teatret i alle dets aspekter. I Memorandum og Öppnabrev till Intima teatern (1908-1909) videregav han sine overvejelser over teaterkunsten.

I andre genrer var Strindberg ikke mindre produktiv. Han skrev tre digtsamlinger, adskillige fabler og eventyr, historiske noveller, didaktisk prosa og folkelivsskildringer fra skærgården. Hemsöborna (1887, på dansk Skærgaardsfolk, 1888) blev en stor succes.

Strindberg er tillige en af verdenslitteraturens store selvbiografiskrivere. Fra ungdommens pietisme bevarede han hangen til hensynsløst ærlige bekendelser; i et usædvanligt omfang skrev Strindberg på egne erfaringer.

Dermed bidrog han ikke blot til myten August Strindberg — allerede i sin levetid havde han europæisk ry som gal og dyster kvindehader — men legede også med den. Han skrev om sit liv, og han skrev sit liv om.

En gruppe værker fra den naturalistiske selvbiografi Tjensteqvinnans son, 1-4 (1886-1887, 1909, på dansk i udvalg i 1963) over den posthumt udgivne brevmontage Han och hon (1919), den inciterende kærligheds- og jalousiroman Le Plaidoyer d'un fou (En dåres forsvarstale, fransk manuskript 1887-1888, på svensk i 1914 og 1976, på dansk i 1977), Inferno og efterfølgeren Legender (1898) til det afklarede selvportræt Ensam (1903, på dansk I Ensomhed, samme år) ville han samle i ét bind, som også skulle inkludere brevene.

I denne store polyfoni af bøger fra over 20 år kan læseren opleve de samme minder indgå som byggeklodser i stadig nye kombinationer.

Nogen harmonisk enhed udgør de selvbiografiske skrifter ikke, lige så lidt som det øvrige forfatterskab. Dets kraft ligger i det grænseoverskridende og urene. Bevidst udfordrede Strindberg skellet mellem offentligt og privat ved gladelig at bruge sig selv og andre, herunder sine tre hustruer, som levende modeller.

Han var gift tre gange: i 1877-1891 med skuespilleren Siri von Essen (1850-1912), i 1893-1897 med den østrigske journalist Frida Uhl (1872-1943) og i 1901-04 med skuespilleren Harriet Bosse (1878-1961).

August Strindberg udfordrede genrernes og sågar litteraturens grænser, og ved siden af skriveriet arbejdede han med foto og maleri. Lukkede var hans værker ingenlunde. De henviste uden kræsenhed til verden, til biografien, til myter, videnskaber og anden litteratur. På tærsklen til 1900-tallet var Strindberg med til at bringe litteraturen på højde med en mangefacetteret moderne verden.