• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

August Strindberg

Oprindelig forfatter Stoun Seneste forfatter Redaktionen

August Strindberg. Foto fra 1891.

August Strindberg. Foto fra 1891.

August Strindberg, Johan August Strindberg, 22.1.1849-14.5.1912, svensk forfatter, der med sine formeksperimenterende skuespil fik central betydning for 1900-t.s drama. Den modernistiske strømning fra ekspressionismen over surrealismen til absurdismen har Strindberg som forgænger.

August Strindberg blev født og døde i Stockholm, men tilbragte adskillige år i selvvalgt europæisk eksil. I bl.a. Paris og Berlin var han vidne til tidens kulturelle, teknologiske og ideologiske forandringer.

Han var en velinformeret iagttager, som inden gennembruddet med romanen Röda rummet (1879, da. 1886) bl.a. havde ernæret sig ved journalistik. Som ansat på Kungliga biblioteket gjorde han sig samtidig bemærket som forsker, bl.a. med speciale i sinologi.

Annonce

Strindberg var ikke blot en produktiv forfatter — hans samlede værker fylder 72 bind, hvortil kommer 20 bind med breve — men også særdeles belæst. Han kendte tidens tanker og var bevandret i adskillige videnskaber.

Som digter kunne han trække på et usædvanligt ordforråd, hvad der bl.a. præger det præcise og originale billedsprog. Forfatterskabet omfatter ud over digtningen også kulturhistorie (Svenska folket, 1881-82), kemi, botanik og spekulative sprogstudier.

Mod slutningen af sit liv samlede Strindberg videnskabelige indfald, filosofiske aforismer, psykologiske skitser, satiriske udfald, lignelser og små fortællinger i de fire "blå bøger" (1907-12, da. udv. 1963).

Fra Strindberg i 1870 fik sat et stykke op på Dramaten, levede han af at skrive. Forfatterskabet spænder over en mangfoldighed af genrer og afprøver adskillige litteraturhistoriske programmer. Det første dramatiske hovedværk, Mäster Olof (skrevet 1872, trykt 1880-81, version i vers udkom 1878, da. 1889), overførte indtryk fra Pariserkommunen til en anden overgangstid: den svenske reformation.

Hovedpersonen, Olaus Petri, skildres ikke som idealist, snarere som en usikker tvivler spændt ud mellem den revolutionære Gert Bokpräntare og den pragmatiske kong Gustav Vasa. Det udfordrede forventningerne til et historisk drama.

Gennembruddet var i Georg Brandes' ånd. I prosaværker som Röda rummet, Det nya riket (1882), Giftas, 1-2 (1884-86, da. 1911-12) og Utopier i verkligheten (1885, da. s.å.) satte Strindberg sig for at afsløre samfundets "væv af løgne".

Skytset var rettet mod de kulturbærende institutioner, kirke, skole, familie og stat, og ikke mindst mod den idealistiske ideologi, der besmykkede dem. Reportage, komik og kras satire mødtes i en mundret prosa, der flittigt gled over i groteske karikaturer. Det sidste spor går igen i de næsten surrealistiske scener i den sene satire Svarta fanor (1907, da. 1908).

Strindbergs følelse af isolation var midt i 1880'erne med til at udløse en kursændring i forfatterskabet. Med Giftas 1 pådrog han sig en blasfemianklage, som gjorde forlæggerne nervøse og dermed truede ham på levebrødet. Samtidig tog vennerne afstand fra kønspolitiske holdninger, der fik Georg Brandes til at kalde ham den første rigtige kvindehader i nordisk litteratur.

August Strindberg. Fotografi fra opførelsen af Fadren på Intima teatern 1908 med Strindberg selv som instruktør, hans første opgave på teatret. Han instruerede Karin Alexandersson i rollen som hustruen Laura: Analysera försiktigt Er roll, men plocka inte sönder; grubbla inte över den, sökande djup där ingen finnas...vi får inte göra något monster. I øvrige roller sås Fanny Falkner som datteren Bertha og August Falck på divanen som ritmesteren. Det lille maleri længst tv. er Strindbergs Skogsbrynet.

August Strindberg. Fotografi fra opførelsen af Fadren på Intima teatern 1908 med Strindberg selv som instruktør, hans første opgave på teatret. Han instruerede Karin Alexandersson i rollen som hustruen Laura: Analysera försiktigt Er roll, men plocka inte sönder; grubbla inte över den, sökande djup där ingen finnas...vi får inte göra något monster. I øvrige roller sås Fanny Falkner som datteren Bertha og August Falck på divanen som ritmesteren. Det lille maleri længst tv. er Strindbergs Skogsbrynet.

Fra demokratisk samtidskritik gik Strindberg over til psykologiske studier med åndsaristokratiske overtoner. Minutiøst ville han kortlægge "hjernernes kamp". I praksis stod striden ofte mellem mand og kvinde.

Kønskampen præger i en åben og alt andet end entydig form de naturalistiske sørgespil Fadren (1887, da. 1888), Fröken Julie (1888, da. 1889) og Fordringsägare (1888, da. Creditorer 1889), der alle hører til det moderne teaters mest spillede. I forordet til Fröken Julie leverede Strindberg tillige et af det naturalistiske dramas vigtigste manifester.

Midt i 1890'erne gennemlevede Strindberg en krise, der førte til en gennemgribende revision af hans verdensbillede. Han følte sig forfulgt af uforståelige kræfter. I omvendelsesskriftet Inferno (1897, da. Helvede, s.å.) tydede han det som en religiøs opdragelse. Det helvede, han mente at have gennemlevet, var ganske moderne. Gud var afløst af diffuse "magter" med sværtfortolkelige budskaber.

Den sene Strindbergs verden er vaklende og ustadig. Ud af dens møde med de religiøse litterære traditioner, som Strindberg ville genoplive, opstod et vibrerende modernistisk teater. I vandringsdramaet Till Damaskus (1898, da. 1924) svæver alt og alle i en ubestemmelig halvvirkelighed. Den Ukendte, som er stykkets hovedperson, møder på sin vej Damen, Tiggeren og en serie "Bifigurer og Skygger".

Alle er de brikker i et spil, hvis regler de ikke kender. Grænserne mellem ydre og indre, her og der, individet og de andre synes suspenderet. Den dramatiske fornyelse var religiøst begrundet: Den sande virkelighed var usynlig og lod sig ikke gestalte naturalistisk.

I Ett drömspel (1902, da. 1916) flyder digt, drøm og virkelighed sammen i et panorama over livet som lidelse. Det lyriske drama bindes ikke sammen af nogen intrige; snarere gentager og varierer scenerne et tema: "Det er synd for menneskene".

Stykkets fortale bryder udtrykkeligt med aristoteliske forestillinger om sammenhæng og sandsynlighed: "Alt kan ske, alt er muligt og sandsynligt. På en ubetydelig virkelighedsgrund spinder indbildningen videre og væver nye mønstre".

Eksperimenterne med den dramatiske form videreførtes i de kammerspil, Strindberg i 1907 skrev til sit Intima teatern: Oväder (da. 1928), Brända tomten (da. 1970), Pelikanen (da. 1928) og ikke mindst Spöksonaten (da. 1928) med dæmoniske skikkelser som den vampyriske Hummel og Mumien.

Dramatikken har givet Strindberg en plads i verdenslitteraturen. Mere end 50 skuespil blev det til, spændende over adskillige genrer: psykologisk samtidsdrama som Fadren, fortættede enaktere (Den starkare, skrevet 1889, trykt 1890, da. s.å.), eventyrspil (Lycko-Pers resa, 1882, da. 1886, Himmelrikets nycklar, 1892), drømmespillet, religiøse mysterier og moraliteter (Advent, 1898, Påsk, 1901, da. 1903), shakespeareske kongedramaer samt blandformer som fx Dödsdansen (1901, da. 1914), et ægteskabsdrama med metafysiske overtoner.

Dramaerne var stedse skrevet med scenens muligheder for øje; de skulle opføres og ikke blot læses. Strindberg engagerede sig da også i praktisk teaterarbejde, bl.a. i forbindelse med Skandinavisk Forsøgsteater, som i København 1888 havde urpremiere på Fröken Julie.

Med oprettelsen af Intima teatern — i samarbejde med den unge instruktør August Falck (1882-1938) og med forbillede i bl.a. Max Reinhardts "Kleines Theater" og hans i 1906 åbnede "Kammerspiele" i Berlin — fik Strindberg på ny mulighed for at beskæftige sig med teatret i alle dets aspekter. I Memorandum og Öppnabrev till Intima teatern (1908-09) videregav han sine overvejelser over teaterkunsten.

I andre genrer var Strindberg ikke mindre produktiv. Han skrev tre digtsamlinger, adskilligefabler og eventyr, historiske noveller, didaktisk prosa og folkelivsskildringer fra skærgården. Hemsöborna (1887, da. Skærgaardsfolk, 1888) blev en stor succes.

August Strindberg. Fotografisk selvportræt, optaget i efteråret 1886 på Hotel Hof i Gersau, Schweiz, hvor Strindberg i nogle måneder opholdt sig med sin familie. Under dette ophold fotograferede han i samarbejde med sin hustru, Siri von Essen, en lang række selvportrætter, hvor han ses i nøje iscenesatte situationer, også sammen med hustruen og deres tre børn. Strindberg påtænkte at udgive billedserien, som han betegnede Impressionist-Bilder, men projektet blev opgivet. Dette fotografi findes på Nordiska museet i Stockholm.

August Strindberg. Fotografisk selvportræt, optaget i efteråret 1886 på Hotel Hof i Gersau, Schweiz, hvor Strindberg i nogle måneder opholdt sig med sin familie. Under dette ophold fotograferede han i samarbejde med sin hustru, Siri von Essen, en lang række selvportrætter, hvor han ses i nøje iscenesatte situationer, også sammen med hustruen og deres tre børn. Strindberg påtænkte at udgive billedserien, som han betegnede Impressionist-Bilder, men projektet blev opgivet. Dette fotografi findes på Nordiska museet i Stockholm.

Strindberg er tillige en af verdenslitteraturens store selvbiografiskrivere. Fra ungdommens pietisme bevarede han hangen til hensynsløst ærlige bekendelser; i et usædvanligt omfang skrev Strindberg på egne erfaringer.

Dermed bidrog han ikke blot til myten August Strindberg — allerede i sin levetid havde han europæisk ry som gal og dyster kvindehader — men legede også med den. Han skrev om sit liv, og han skrev sit liv om.

En gruppe værker fra den naturalistiske selvbiografi Tjensteqvinnans son, 1-4 (1886-87, 1909, da. udvalg 1963) over den posthumt udgivne brevmontage Han och hon (1919), den inciterende kærligheds- og jalousiroman Le Plaidoyer d'un fou (En dåres forsvarstale, fransk manuskript 1887-88, sv. 1914 og 1976, da. 1977), Inferno og efterfølgeren Legender (1898) til det afklarede selvportræt Ensam (1903, da. I Ensomhed, s.å.) ville han samle i ét bind, som også skulle inkludere brevene.

I denne store polyfoni af bøger fra over 20 år kan læseren opleve de samme minder indgå som byggeklodser i stadig nye kombinationer.

Nogen harmonisk enhed udgør de selvbiografiske skrifter ikke, lige så lidt som det øvrige forfatterskab. Dets kraft ligger i det grænseoverskridende og urene. Bevidst udfordrede Strindberg skellet mellem offentligt og privat ved gladelig at bruge sig selv og andre, herunder sine tre hustruer, som levende modeller.

Han var gift tre gange: 1877-91 med skuespilleren Siri von Essen (1850-1912), 1893-97 med den østrigske journalist Frida Uhl (1872-1943) og 1901-04 med skuespilleren Harriet Bosse (1878-1961).

August Strindberg udfordrede genrernes og sågar litteraturens grænser, og ved siden af skriveriet arbejdede han med foto og maleri. Lukkede var hans værker ingenlunde. De henviste uden kræsenhed til verden, til biografien, til myter, videnskaber og anden litteratur. På tærsklen til 1900-t. var Strindberg med til at bringe litteraturen på højde med en mangefacetteret moderne verden.

August Strindbergs maleri og fotografi

August Strindberg. Kost, Dalarö (Nationalmuseum, Stockholm); uvejrsmotiv fra skærgårdens klippekyst, 1892.

August Strindberg. Kost, Dalarö (Nationalmuseum, Stockholm); uvejrsmotiv fra skærgårdens klippekyst, 1892.

På det billedkunstneriske område har August Strindberg arbejdet med maleri, tegning, fotografi og skulptur. Efter de tidligste malerier fra 1872 blev arbejder af hans gode ven landskabsmaleren Per Ekström (1844-1935) forbilleder for en række stemningsladede naturskildringer som fx Strandparti. Sandhamn (1873, Nordiska museet, Stockholm).

Herefter fulgte en lang pause i hans billedskaben, der først blev genoptaget i 1886, dels med en række tegninger, dels med de første afprøvninger af fotografiets muligheder i serien af selvportrætter m.m. fra Gersau i Schweiz, hvor han boede med sin familie i 1886. Fra 1891 stammer en række småskulpturer i patineret gips.

Nervøs og oprevet efter skilsmissen fra Siri von Essen isolerede han sig i sommeren 1892 og malede over 30 oliebilleder, de fleste med uvejrsmotiver fra skærgårdens klippekyster eller det åbne hav, fx Den flyvende hollænder (Statens Museum for Kunst, København) og Kost, Dalarö (Nationalmuseum, Stockholm, se ill.).

Med disse værker skabte Strindberg symbolske spejlinger af de turbulente tilstande i sit eget sind, en tidstypisk symbolisme med rødder i romantikkens sjælespejlende naturskildringer, for hans vedkommende især i J.M.W. Turners uvejrsbilleder.

Strindberg videreførte de følgende år sin billedkunstneriske udfoldelse under ophold i Berlin, London og Dornach i Schweiz; sidstnævnte sted nåede hans maleriske udvikling i 1894 et højdepunkt, bl.a. med det i dag privatejede hovedværk Underlandet.

Senere samme år førte hans radikale foregribelse af 1900-t.s heftige ekspressionisme ham i retning af det nonfigurative, fx i Snestorm på havet (Nordiska museet, Stockholm), men hans billedfantasi forblev dog bundet til den figurative verden og tillod ham ikke at tage skridtet ind i det genstandsløse univers.

Hvad han i denne henseende veg tilbage for i sit maleri, nåede han i en vis forstand i sine fotografiske eksperimenter. I 1894 udførte han en række radikale forsøg, der bl.a. omfattede fotogrammer af kemiske krystallisationer.

En udtalt nonfigurativ billedvirkning fik han også frem i et såkaldt celestografi fra sit ophold i Dornach samme år (Strindbergsmuseet, se ill.), skabt ved at lægge den fotografiske plade ud i det fri og lade stjernehimlen over Dornach "eksponere" den.

Blandt Strindbergs senere malerier kan især fremhæves de mærkeligt surreale "løvgrotte-udsigter" fra 1901, fx det privatejede Inferno.

En del af August Strindbergs værker kan i dag ses i Strindbergsmuseet, der i 1973 indviedes i den lejlighed i Blå tornet, Drottninggatan 85 i Stockholm, hvor han boede fra 1908 til sin død i 1912; her findes også hans efterladte bogsamling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Stounbjerg: August Strindberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165867