Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rim

Oprindelig forfatter JFaf Seneste forfatter Redaktionen

rim, klanglig overensstemmelse mellem to eller flere lyde eller lydgrupper i det sproglige forløb. Man kan skelne mellem bogstavrim, der kan være en samklang af betonede vokaler, vokalrim eller assonans: byde/lyre som fx i de gammelspanske romanzer, eller en korrespondens mellem rimsættets begyndelseskonsonanter, konsonantrim eller allitteration: byde/bæger som fx i de gammelnordiske stavrim i eddaen m.m. Endelig kan rim være stavelsesrim, dvs. overensstemmelse mellem rimsættets betonede vokaler plus den efterfølgende lyd, fx byde/fryde.

Ordet rim kommer af middelnedertysk rīm, af fransk rime, af omstridt opr.

Rim bruges såvel i prosa som i vers. Antikkens retoriske kunstprosa brugte rimvirkninger som frit ornament (homoioteleuta), der blev efterlignet af tidlig kristen prædikekunst. Herfra vandrede de over i den kristne hymnedigtning. Da den accentuerende versbygning kom på mode, blev rimet, som enderim, en fast, formgivende faktor. Det slog igennem i Tyskland i 800-t. og i Danmark i 1200-t. og blev derefter det mest fremtrædende stiltræk i versdigtningen frem til modernismen.

Mens assonans og allitteration skal repeteres med ret korte intervaller for at give virkning, kan stavelsesrimet spænde over længere afstande i den sproglige kæde og dermed holde sammen på relativt store formdele (strofer og strofeled). Den store rigdom af vers- og strofeformer i vestlig poesi har således deres udspring i det kristne rimvers. Se også metrik og vershistorie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Fafner: rim i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151635