Propaganda (Teater), I kraft af sit sammensatte udtryksregister har teatret tidligt været anvendt til at fremføre synspunkter og budskaber. Religiøse og politiske idéer forfægtedes i antikkens tragedie og komedie, men det er med middelalderens kirkelige spil, at der kan tales om en egentlig propaganda, når forkyndelsen blev anskueliggjort for menigmand gennem fx mysteriespil og moraliteter. Både Reformation og modreformation brugte teatret i troskampen, således i hhv. antipapistiske fastelavnsspil og det belærende jesuiterteater.

Siden har propaganda i scenisk sammenhæng især været knyttet til politiske ideologier. Det sovjetiske agitprop-teater med dets stærkt forenklede typer og problemstillinger dannede forbillede for aktiviteter i en række lande og influerede på det politiske teater hos Erwin Piscator og Bertolt Brecht. Stilen dukkede op igen med 1960'ernes og 1970'ernes politiske teater. Propagandistiske iscenesættelser, der kan betjene sig af suggererende stilisering som talekor og masseaktion, anvendes med forkærlighed af totalitære regimer. Nazisterne lancerede såkaldte tingspil til ideologisk indlæring. Allegoriske masseoptrin, som kendes fra kommunistisk propaganda, kan ligeledes anskues som en form for teater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig