oplæsning

Oplæsning, mundtlig fortolkning af en skrifttekst. Den gode oplæser vil ikke nøjes med en "neutral", uengageret højtlæsning, men må med sin personlighed og sit engagement stå inde for det, han vil formidle: sin forståelse og oplevelse af teksten. Derfor må tekstens tonegang genskabes, dvs. den klang og rytme, som dens genre, indhold og stemning kræver. Grundkravene til en god oplæsning er, at den skal være forståelig, at den skal komme os ved, og at oplæseren skal sætte teksten i centrum. Fra et moderne synspunkt er oplæseren en tjener for teksten ved at fremføre den diskret uden at "skygge" for den og hjælpe tilhørerne til at medopleve den i deres fantasi. Skuespilleren fx skal med sin stemme og sin krop genskabe teksten som sluttet kunstværk og ikke falde for fristelsen til at opføre fx et digt som en rolle. Hvad enten det drejer sig om meddelelsessprog, fx nyhedsformidling i radio og tv, mødereferater, retsbelæring, eller om udtrykssprog, fx dansklærerens oplæsning af skønlitteratur, præstens skriftlæsning, må treklangen: fremfører-tekst-tilhører fastholdes. I tidligere tiders oplæsningsbevægelser, de såkaldte deklamatorier ca. 1800, eller i romantikkens oplæsningsbølge fra ca. 1830'erne, dominerede den patetiske, teatralske stil. I nutidens medieverden, hvor oplæsning på ny er kommet i fokus, har man skruet ned for det overdrevent udtryksfulde. Oplæsning er en prøvesten for god stil. Hvad der ikke lader sig høre, lader sig sjældent læse med behag.

Impulser til mundtlighed og oplæsning som kvalitetsmærke i skoleundervisningen er kommet fra bl.a. retorikforskningen ved Københavns Universitet, der er inspireret af nyretorikken og den moderne forståelsesfilosofi med dens begreb om skriftens iboende mundtlighed.