Metafor er overføring af ord eller udtryk fra deres normale anvendelse til en sammenhæng, der fremkalder ny, billedlig betydning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet metafor kommer af græsk metaphora 'overføring', af metapherein 'bære, føre over'.

Den klassiske opfattelse af metaforen

Ifølge Aristoteles, den første teoretiker på området, bruges metaforer, dels hvor sproget mangler et ord for et fænomen — Solen "sår" sine stråler som en sædemand — dels hvor der er behov for variation — "livets solnedgang" i stedet for "alderdom" (Poetik, kap. 21). I begge tilfælde beror overføringen på analogi.

Metaforen er en sammenligning uden "som". De romerske retorikere, især Quintilian, byggede videre på det græske grundlag, men betonede, modsat Aristoteles, metaforens karakter af pynt. Herpå hviler den klassiske stilistiks forestilling om, at metaforen ikke så meget er en overføring som en omskrivning, en erstatnings-forestilling, der kan føres tilbage til en egentlig forestilling.

Mod denne klassiske opfattelse af metaforen som en dekorativ omskrivning har forskellige teoretikere i 1900-tallet rejst indvendinger.

Interaktionsteoriens metaforer

I klarest opposition til den klassiske opfattelse af metaforen står den såkaldte interaktionsteori, som hævder, at de to poler i metaforen indvirker gensidigt på hinanden. Teorien er formuleret filosofisk (Ivor A. Richards, Max Black, Paul Ricœur), men har kunnet støtte sin udbredelse i litteraturkritikken på den fremtrædende rolle, komplicerede metaforer spiller i samtidig modernistisk poesi. Digteren Ivan Malinowski skrev: "Kun hviskende og i konjunktiv tør kornet formulere sine principper". Her er, ifølge den danske metaforteoretiker Steffen Hejlskov Larsen, to "planer", et, der vedrører mennesker, og et, der vedrører natur; intet af dem er mere "egentligt" end det andet, og intet af dem er "erstatning". De interagerer, dvs. virker ændrende ind på hinanden, kornet bliver menneskeligt, og mennesket til natur.

Metaforer i lingvistikken

Også i lingvistik har metaforen indtaget en central plads i 1900-tallet. Den russiske lingvist Roman Jakobson grundede en universel sprogfilosofi på modsætningen mellem metaforen, der bygger på lighed, og metonymien, der bygger på nærhed eller berøring, fx ved at erstatte del med helhed eller årsag med virkning. Den, der hører ordet "hytte" og associerer til "hule", tænker metaforisk; den, der associerer til "fattigdom", tænker metonymisk. Undersøgelser af patienter med hjerneskaden afasi indgav Roman Jakobson den idé, at de to måder at tænke på har hjemme i hver sin hjernehalvdel, hhv. den fantasifulde og den logiske. De dominerer også, mente han, hver sin åndsform: Realisme er metonymisk, romantik og modernisme er metaforiske.

Den kognitive lingvistik

Ved slutningen af 1900-tallet findes den mest produktive metaforteori inden for den lingvistik, der kalder sig kognitiv, fordi den har ambition om via iagttagelser i sproget at nå til kognitionens, dvs. erkendelsens, grundformer, hos de mest ambitiøse endda til kognitionens biologiske fundament. For ældre tids teori er "højt humør" og "tidens gang" udtryk, der er slidt ihjel og på den måde blevet til døde metaforer (se kliché).

For kognitive lingvister som amerikanerne George Lakoff og Mark Johnson (f. 1949) er døde metaforer tværtimod blandt sprogets mest levende vidnesbyrd om, hvordan vi erkender. Når "op" er positivt, er det på grund af vores kropslige erfaring om, at man bedst overvinder tyngdekraften, når man er rask og energisk. Når tiden "går", er det fordi vi med det mål at forstå den abstrakte tid bruger en konkret bevægelse hen over en flade som kilde.

Afbildning af det ene domæne på det andet betegnes med det matematiske fagudtryk mapping (da. 'afbildning'). Aristoteles' tanke om en egentlig forestilling og en erstatning er her genopstået i skikkelse af mål- og kildedomæner, men med den afgørende forskel, at metaforen, der for Aristoteles viste digterens "naturbegavelse: at have øje for den træffende lighed", for George Lakoff viser selve den måde, den menneskelige begavelse er indrettet på. Metaforen, det billedlige udtryk, der begyndte som det mest eksklusive, tegnet på, at man var digter, er foreløbig endt som det mest universelle, tegnet på, at man er menneske.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig