Hans Mikkelsen Ravn, Corvinus, ca. 1610-1663, dansk humanist, metriker og musikteoretiker. Efter afgang (teologisk attestats mv.) fra Københavns Universitet blev han hører ved Herlufsholm og derefter kaldet som rektor ved Slagelses lærde skole, der var berømt for sine sangere ("Slagelse-degnene"). Ravns undervisning i de retoriske og musiske fag var præget af et for sin tid stort pædagogisk talent.

I 1649 udsendte han sit "kortfattede uddrag af den håndskrevne danske verslære": Ex Rhytmologia Danica msc. Epitome brevissima. Værket viser ham som en betydelig repræsentant for senrenæssancens poetiske reform (se vershistorie). Han taler med større autoritet og større indlevelse i stoffet end forgængeren Peder Jensen Roskilde. Ravns egentlige hovedværk er Heptachordum Danicum (1646). Det begynder med en musikhistorisk oversigt og fortsætter med en indgående fremstilling af musikkens teoretiske discipliner. Værket giver fine og fordomsfrie betragtninger over dansk folkevise og menighedssang, det sidste med udgangspunkt i Hans Thomesens salmebog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig