Kancellistil, det skriftsprog, man benyttede i kancellierne, og som stadig i nogen udstrækning bruges af ministerier, domstole og i offentlig forvaltning. Hovedkravene til kancellistilen er ordenes absolutte entydighed og deres præcise forbindelse i over- og underordnede led inden for store perioder, der hver især gerne skal fastholde og modificere én hovedtanke. Prisen for denne nøjagtighed er en hypotakse, der i betydelig grad fjerner sig fra dagligsproget, og som kan forekomme ubegribelig for den almindelige borger. Man har derfor fra offentlige institutioners side bestræbt sig på en mere tilgængelig udgave af stilen. Dette vil også gøre det vanskeligere at misbruge kancellistilen som magtmiddel.