Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

madrigal

Oprindelige forfattere Hauge og JFaf Seneste forfatter Redaktionen

madrigal, kort, lyrisk digt. De tidlige italienske madrigaler (Petrarca o.a.) var strofer med kunstfærdig rimstilling, dannet af to eller tre ellevestavelsesterziner (ritorneller) plus en kuplet, dvs. et rimet linjepar.

Af italiensk madrigale, af usikker oprindelse.

Efterhånden blev madrigalens særlige kendetegn den frie blanding af kortere og længere vers, fx syv- og ellevestavelses, eller helt frie.

Hyppigt stiltræk var en urimet linje, der kunne rumme madrigalens åndfulde pointe, dens concetto. Med Goethe og romantikerne fik madrigalformen nyt liv. I Danmark brugtes den af Oehlenschläger, J.L. Heiberg mfl.

Musik

Orlando di Lasso afbildet siddende ved cembaloet med det bayerske hofkapel omkring sig. Foruden at lede kapellet førte han opsyn med uddannelsen af kordrenge og skulle sørge for kopiering af noder til kapellets samling. Bogmaleri fra ca. 1570 af Hans Mielich (1516-73).

Orlando di Lasso afbildet siddende ved cembaloet med det bayerske hofkapel omkring sig. Foruden at lede kapellet førte han opsyn med uddannelsen af kordrenge og skulle sørge for kopiering af noder til kapellets samling. Bogmaleri fra ca. 1570 af Hans Mielich (1516-73).

I musikalsk sammenhæng anvendes madrigal om to forskellige genrer, der kun har navnet tilfælles.

Den ældre, der opstod i 1300-tallets Italien, var en oftest strofisk sang med omkvæd for to eller tre stemmer, hvoraf mindst én blev udført vokalt; den blev dyrket af bl.a. Francesco Landini.

Annonce

Den yngre madrigal fremkom i 1500-tallet ligeledes i Italien, men blev populær over hele Europa. Den var som regel skrevet for fire, senere fem vokalstemmer og udført solistisk.

Madrigalen var en raffineret kunstform, der var forbeholdt samfundets højere lag, og som stort set alle tidens førende komponister bidrog til; man var først udlært, når man kunne skrive en madrigal, ligesom udgivelsen af en samling ofte var forudsætningen for en fordelagtig ansættelse. Teksterne havde overvejende verdsligt indhold og skyldtes bl.a. store digtere som Ariosto, Petrarca og Tasso.

De første musikalske værker af den yngre type, som betegnelsen madrigal var knyttet til, udkom i 1530, og de første samlinger, af Philippe Verdelot og Jacob Arcadelt, blev udgivet få år senere. Satserne var inspireret af den franske chanson og ofte skrevet i akkordisk sats med tonemalerier. Komponisten var bundet af tekstens form, således at de musikalske fraser svarede til digtets.

Fra midten af 1500-tallet blev musikken i stigende grad knyttet til ordenes mening og symbolik i overensstemmelse med humanismens Platoninspirerede idéer om forholdet mellem tekst og musik.

Bl.a. Adrian Willaert og Ciprian de Rore eksperimenterede med deklamation, kromatik og harmoni. Digtets indhold bestemte den musikalske form og de anvendte kompositionsteknikker.

Den udvikling, der hermed blev sat i gang, fortsattes af Giaches de Wert, hvis dramatiske madrigaler banede vej for genrens største komponister som Luca Marenzio, Philippe de Monte og Orlando di Lasso. Især Carlo Gesualdo forsøgte sig med nye, stærke udtryksmidler som kromatik og uventede harmonier.

I Venezia, der var et vigtigt center for dyrkelsen af genren, øvede Andrea Gabrieli stor indflydelse på den, bl.a. gennem de talrige komponister, der studerede hos ham.

I slutningen af 1500-tallet kan man skelne mellem to stilarter. I den ene spillede det virtuose element, tonemaleri og stilistiske kontraster en stor rolle (fx hos Marenzio). Den anden, kendetegnet ved større enkelhed, var især populær i England (fx hos Thomas Morley), men findes også blandt danske komponister (bl.a. Mogens Pedersøn).

Claudio Monteverdi blev gift som 32-årig; hans hustru, der fødte tre børn, døde efter otte år. Resten af livet forblev han ugift, og da han var i midten af 60'erne, lod han sig præstevie. Dette hindrede ham dog ikke i at fortsætte sit virke som komponist, bl.a. af madrigaler og operaer. Portrættet, der er fra ca. 1640, skyldes maleren Bernardo Strozzi og findes på Landesmuseum, Ferdinandeum, Innsbruck.

Claudio Monteverdi blev gift som 32-årig; hans hustru, der fødte tre børn, døde efter otte år. Resten af livet forblev han ugift, og da han var i midten af 60'erne, lod han sig præstevie. Dette hindrede ham dog ikke i at fortsætte sit virke som komponist, bl.a. af madrigaler og operaer. Portrættet, der er fra ca. 1640, skyldes maleren Bernardo Strozzi og findes på Landesmuseum, Ferdinandeum, Innsbruck.

Fra slutningen af 1500-tallet fandt en radikal ændring af genren sted. Ofte blev der føjet en continuostemme til den tidligere rent vokale sats, og i stedet for næsten jævnbyrdige stemmer blev overstemmen i stigende grad fremherskende. I 1601 udgav Giulio Caccini (Le Nuove Musiche) de første solomadrigaler med continuoledsagelse, en form, der hurtigt opnåede stor popularitet.

Især formåede Claudio Monteverdi at udnytte dens muligheder; hans otte madrigalbøger (1587-1638) afspejler overgangen fra renæssancens rent vokale stil til baroktidens koncerterende musik. Efter 1600 blev grænserne mellem solomadrigal, arie og kantate stadig mere flydende, og madrigalen endte sin udvikling omkring 1640.

Madrigalkomedien, der opstod kort før 1600 og blev en af operaens forgængere, bestod af en samling madrigaler holdt sammen af en scenisk fremført handling, dog uden replikker. En af de betydeligste komponister var Orazio Vecchi, hvis kendteste værk er L'Amfiparnasso (1597).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Hauge, Jørgen Fafner: madrigal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120317