Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

etos

Oprindelige forfattere JFaf og TE-P Seneste forfatter Redaktionen

etos, det centrale begreb i antikkens moraltænkning sammen med arete (dyd). Med rødder tilbage til Heraklit gav Aristoteles begrebet en blivende plads i den filosofiske disciplin, der fik navnet etik (egl. 'karakterlære').

Aristoteles anvendte også begrebet inden for retorikken om den personlighed, taleren udfolder i sin tale som et af de tre argumentationsmidler (se også patos og logos). Talerens etos er en samlet virkning af hans dyd og gode sæder (arete), hans viden (fronesis) og hans velvilje (eunoia). Helst ingen af disse tre faktorer bør dominere på de andres bekostning. Visse moderne politiske taler udgør her et interessant studiemateriale.

Ordet etos kommer af græsk ethos 'karakter, moral'.

I retorikken brugte man efterhånden etos ikke blot på denne måde om talerens "etiske" udfoldelse, men også om karakteren af hans produkt: retstalen, deklamationen, den litterære karakterskildring. Herfra var der ikke langt til at bruge ordet om den poetiske form som sådan. Visse vers- og strofeformer tilkendte man således en specifik "etos" eller udtrykskarakter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Fafner, Troels Engberg-Pedersen: etos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72652