Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spanien - litteratur (de gyldne århundreder)

Oprindelig forfatter JKuM Seneste forfatter Redaktionen

Spanien. Lope de Vega revolutionerede det spanske drama i slutningen af 1500-t. Hans produktion er meget omfattende; selv anslog han sine skuespils antal til 1500, hvoraf omkring en tredjedel er bevaret. Dette kobberstik af Jean de Courbes fra 1630 viser Lope de Vega i johanniternes ordensdragt.

Spanien. Lope de Vega revolutionerede det spanske drama i slutningen af 1500-t. Hans produktion er meget omfattende; selv anslog han sine skuespils antal til 1500, hvoraf omkring en tredjedel er bevaret. Dette kobberstik af Jean de Courbes fra 1630 viser Lope de Vega i johanniternes ordensdragt.

1500- og 1600-t. anses for Spaniens kulturelle guldalder. Litteraturen måtte imidlertid indrette sig på en til tider streng religiøs ensretning og nidkær censur.

En forløber for epokens massive skuespilproduktion er Fernando de Rojas' læsedrama om La Celestina fra 1499. På samme tid begyndte udgivelsen af ridderromaner, der skulle blive 1500-t.'s foretrukne læsning, fx Joanot Martorells Tirant lo Blanc (1490) og Garci Rodríguez de Montalvos Amadís de Gaula (1508); se Amadísridderromaner.

Under Karl 5. var Spanien åbent for idéstrømninger fra nord; Erasmus af Rotterdam havde således tilhængere ved og omkring hoffet, heriblandt en del nyomvendte jøder. Centrum var det nye universitet i Alcalá de Henares, hjemsted for udarbejdelsen af den store polyglotte bibel (1502-17). Brødrene Valdés' dialoger var direkte inspireret af Erasmus.

Annonce

Den idealisering, der kendetegnede ridderromanerne, genfandtes i hyrdedigte og hyrderomaner fra 1500-t. Blandt digterne udmærkede Garcilaso de la Vega og Juan Boscán y Almogavér sig med en vellykket omplantning af italienske versformer, mens den mest læste hyrderoman var Jorge de Montemayors Diana (ca. 1559).

Også de "mauriske" romaner gav stærkt idealiserede billeder af den menneskelige natur. Den skarpest mulige kontrast hertil udgøres af de realistiske og desillusionerede pikareske romaner, hvoraf de kendteste er den anonyme Lazarillo de Tormes (1554), Mateo Alemáns Guzmán de Alfarache (1599-1604) og Francisco Goméz de Quevedo y Villegas' El Buscón (1626).

Da Spanien med Filip 2. stillede sig i spidsen for modreformationen, blev Tridentinerkoncilet retningsbestemmende. Religiøse skrifter var talløse, og flere havde litterær værdi. Højest står mystikerne med fx Teresa de Jesús' inderlige og talesprogsnære prosa og Juan de la Cruz' subtile og intense digte om sjælens forening med Gud.

Fray Luis de León længtes i sine digte væk fra det omtumlede jordeliv og mod den absolutte skønhed og kærlighed i Guds rige. Oversættelse af Højsangen og kommentarer til den latinske bibeloversættelse Vulgata bragte ham i inkvisitionens fængsel.

Skuespillet udvikledes i 1500-t. under indflydelse af religiøse mysterier og italiensk commedia dell'arte. Temaerne blev dog i stort omfang taget fra romances og krøniker. Vigtige dramatikere fra 1500-t. var Juan del Encina, Lope de Rueda og Juan de la Cueva.

I slutningen af århundredet revolutioneredes skuespillet med Lope de Vegascomedia nueva. Det nye teater var på vers, i tre akter, med historier om ære og kærlighed gerne fra Spaniens historie. Klassikkens enheder spillede ingen rolle, det tragiske og det komiske blev blandet, og opførelserne krævede et minimum af rekvisitter. De fleste dramaer var uden psykologisk og filosofisk dybde; til gengæld var der medrivende handlinger og gode sædeskildringer. Den herskende ideologi, enevælde og katolsk tro, anfægtedes ikke, men både adel og præster blev ofte hængt ud.

Lope de Vegas arvtagere fastholdt formen, men Tirso de Molina var betydelig mere psykologisk fintmærkende end Lope og også mere kritisk over for forhold i samtiden. Han kendes især som formodet skaber af dramaet om Don Juan, El Burlador de Sevilla (trykt 1630). Ruiz de Alarcón var skarp i sin kritik af forskellige persontyper, der var hyppige i tiden. Med ham begyndte en vis distance til Lopes formel.

Pedro Calderón de la Barca var efter 1630 den førende dramatiker. Især de tyske romantikere gjorde ham til hovedeksponent for den spanske comedia. Ingen er som han trængt ned i de psykologiske dybder i de centrale temaer kærlighed, ære og magt.

I Calderóns epoke fik de folkelige skuespilhuse corrales deres konkurrent i hofteatret, hvor et gigantisk maskineri blev etableret, og hvor sang og ballet blev integrerede dele i skuespillet. Calderón og andre af de store dramatikere skrev også religiøse skuespil, autos sacramentales, til opførelse i eller uden for kirkerne.

Miguel de Cervantes Saavedra fik i levende live ikke den status, som blev Lope de Vega og Calderón til del. Hans skuespil var skrevet i den latinske tradition og blev ingen succes. Hyrderomanen La Galatea (1585) kunne nok hævde sig i sin genre, men det er romanen om den idealistiske Don Quixote (1605) og hans jordbundne væbner Sancho Panza, der har skaffet ham pladsen øverst på parnasset. Det var især ridderromanerne, der skulle karikeres og gøres ansvarlige for al tidens dårligdom, inkl. hovedpersonens forvrængede virkelighedsopfattelse.

De to bind rummer dog alle prosagenrerne: hyrderoman, maurisk roman og, naturligvis, ridderroman. Især i del 2 (1615) findes de træk, der skulle blive konstituerende for romangenren. Alle lag af det spanske samfund endevendes, ikke med sortsyn som i de pikareske romaner, men med humor og satire.

Poesien udvikledes i to retninger: en folkelig traditionsbunden og en ny kunstfærdig. Begge retninger findes hos Luis de Góngora y Argote, der ved siden af traditionelle romances og villancicos med nationale motiver skrev barok poesi for de indviede, med fortættede metaforer, vanskelig syntaks og idelige referencer til klassisk mytologi.

Han havde en erklæret modstander i Francisco Goméz de Quevedo y Villega, der forfægtede tankens og sprogets klarhed, både i digt og prosa. Begreberne culteranismo vs. conceptismo refererer ofte til forskellen på de to retninger. Periodens skarpeste teoretiker var Baltasar Gracián, der også skrev væsentlige afhandlinger om magt og moral.

Læs videre om spansk litteratur i 1700- og 1800-t., gå til begyndelsen af Spanien (litteratur) eller læs om Spanien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kuhlmann Madsen: Spanien - litteratur (de gyldne århundreder) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162821