Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spanien - litteratur (1700- og 1800-t.)

Oprindelig forfatter JKuM Seneste forfatter Redaktionen

1700-t.

Allerede ved Calderóns død 1681 var guldalderen på vej mod epigoneri. Den økonomiske deroute, der havde plaget habsburgerne, bredte sig nu til litteraturen. Det er især den lærde prosa, der kan hævde sig. Benito Jerónimo Feijoo (1676-1764) bekæmpede snæversyn og fordomme i en lang række essays og forsøgte at introducere nye europæiske tanker. Litterære nyskabelser var få: Flere dramatikere bekendte sig til skildringer af folkelivet, men ellers domineredes scenerne af fransk neoklassicisme med Fernández Moratín som toneangivende.

1800-t.

Romantikken kom sent og nåede ikke samme højde som barokken. Hertugen af Rivas' (1791-1865) skuespil Don Álvaro, o la fuerza del sino (1835) anses for romantikkens højdepunkt, mens tidens populæreste digter var José Zorrilla, der også som dramatiker fik et stort publikum med sin Don Juan Tenorio (1844). Gustavo Adolfo Bécquers Rimas (1871) anses for postromantikkens fineste digtsamling.

1800-t.s realisme fik sin mest fremtrædende repræsentant i Pérez Galdós, der i 46 romaner, Episodios nacionales, gav en kritisk gennemgang af Spaniens nyere historie. Derudover skrev han en række meget læste — og senere filmatiserede — romaner mod religiøs intolerance og snæversyn. I sine sene bøger var Galdós påvirket af den franske naturalisme. Også Emilia Pardo Bazán hyldede de fleste af Zolas synspunkter i sine romaner om livet i Galicien.

Annonce

Læs videre om spansk litteratur 1898-1936, gå til begyndelsen af Spanien - litteratur eller læs om Spanien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kuhlmann Madsen: Spanien - litteratur (1700- og 1800-t.) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162822