Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

El Cid

Oprindelig forfatter JMA-P Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5021/=ud_b_195549.mp3?revision=1

/@api/deki/files/5022/=ud_a_195549.mp3?revision=1

El Cid, Rodrigo Díaz de Vivar el Cid, ca. 1030-1099, spansk nationalhelt, hvis halvvejs legendariske bedrifter i kampen mod araberne har vundet ham verdensomspændende ry.

Han blev født i Vivar, omkring Burgos, og døde i Valencia. El Cid tjente Sancho 2. den Stærke af Castilien, der blev myrdet ved Zamora. Da han herefter gik i broderen, Alfonso 6. den Tapres, tjeneste, måtte han aflægge ed på, at han ikke havde del i forræderiet mod Sancho.

Han blev gift med Jimena Díaz, kongens kusine, og senere, efter at el Cid var blevet landsforvist i 1081, gav han sig ind under den arabiske konge af Zaragoza; i 1094 erobrede han Valencia.

Annonce

El Cid blev prototypen på den castilianske ridder, og hans bedrifter, styrke og ridderlighed er blevet besunget af både spanske og udenlandske digtere. De har givet inspiration til spansk folkedigtning (Romancero, Poema del Mío Cid, Crónica del Cid), og Pierre Corneille i Frankrig skrev en af sine kendteste tragedier, Le Cid, 1636, på denne baggrund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
José M. Alegre Peyrón: El Cid i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57092