Faktaboks

Rafael Alberti
Født
16. december 1902
Død
23. oktober 1999
Rafael Alberti
Forfatteren og maleren Rafael Alberti i Milano i 1982.
Rafael Alberti
Af /Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Rafael Alberti var en spansk forfatter og maler, og han tilhørte 27-generationen.

Han debuterede som maler i 1920. Under et rekreationsophold i bjergene skrev Rafael Alberti Marinero en tierra (1925, En sømand på land), der er inspireret af cancionerolyrikken.

Senere viste barokdigteren Luis de Góngora y Argotes indflydelse sig i Cal y canto (1927) og endelig surrealismen i hovedværket Sobre los ángeles (1929, da. Om englene, 1988). Det er en rejse ind i et kriseramt jeg, der styres af engle, onde og gode symbolske kræfter fra det katolske univers. Kun en såret, vingeløs engel overlever: Rafael. Et kort teaterstykke bygget over samme tema opførtes i 1931.

Alberti sluttede sig samme år til kommunistpartiet, og hans lyrik fik herefter et klart socialt sigte. Under Den Spanske Borgerkrig arbejdede han for Republikken og måtte gå i eksil i 1939. Her skrev han en lang række digtsamlinger og en selvbiografi: La arboleda perdida (1942, da. Den tabte lund, 1987). I 1977 vendte han hjem og blev valgt til parlamentet, men overlod pladsen til en anden. Han var i 1990'erne stadig aktiv i partiet og som forfatter og maler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig