Juan de la Cueva, ca. 1550-ca. 1610, spansk dramatiker. Forløber for det spanske skuespil, comedia, som Lope de Vega er hovedeksponent for. Cueva udgav 14 stykker i 1588. Stoffet til disse hentede han i stort omfang fra spanske krøniker og romancer, især optræder de nationale helte fra middelalderen. Som sidenhen Vega blander han det tragiske med det komiske. En tidlig udgave af Don Juan-figuren kan man se i hovedpersonen i Comedia del Infamador (1588, Komedien om bagtaleren).