Jesús Fernández Santos, 1926-1988, spansk forfatter og filminstruktør. Gennembrudsromanen Los bravos (1954, De tapre) gjorde ham til en af socialrealismens frontfigurer i Spanien, om end hans stilistiske udtryk nærmer sig det poetiske. Bogen skildrer livet i landsbyen med en anklage mod tidens sociale uretfærdighed. Senere værker bevarer en pessimistisk grundtone, men henter stof fra andre miljøer. La que no tiene nombre (1977, Den navnløse) bygger på en romance fra middelalderen; Extramuros (1979, Uden for murene) beskriver den religiøse fanatisme på et nonnekloster i 1600-t., og Cabrera (1981) omhandler en fangelejr omkring år 1800. Fernandez Santos udgav flere novellesamlinger, instruerede ca. 100 kortfilm og var i mange år filmanmelder ved dagbladet El País. Mellem 1970 og 1982 modtog han fem af de væsentligste spanske litteraturpriser.