Francisco de Rojas y Zorrilla, 1607-1648, spansk dramatiker. Rojas y Zorilla følger i sine skuespil linjen fra Calderón de la Barca. Ærestemaet står centralt, også i hans kendteste stykke: Del rey abajo, ninguno (1640, da. Ingen uden Kongen, 1878). Æreskrænkelser skal hævnes. Dilemmaet er imidlertid, at hovedpersonen længe tror, at det er kongen, der forsøger at forføre hustruen, og kongen kan som den, der giver al ære, ikke straffes. Eneste alternativ er at myrde hustruen. Efter en psykologisk oprivende handling viser der sig heldigvis at være en anden æreskrænker, som kan myrdes.