Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fernando Arrabal

Oprindelige forfattere A-GOEs og JKuM Seneste forfatter Redaktionen

Fernando Arrabal, f. 1932, spansk forfatter. Den både spansk- og franskskrivende Fernando Arrabals forfatterskab omfatter teaterstykker, drejebøger, poesi og prosa samt talrige indlæg i den politiske og litterære debat.

Især som dramatiker og politisk polemiker har han med sit anarkistiske sindelag markeret sig som en utrættelig og uforfærdet provokatør. I 1955 forlod han det frankistiske Spanien for at slå sig ned i Paris, men vedblev at engagere sig kompromisløst i sit lands fremtid. Carta al General Franco (1972, da. Brev til general Franco, 1973) og Lettre aux militants communistes espagnols (1978) er eksempler på dette.

Da han i 1983 udgav Carta a Fidel Castro (da. Brev til Fidel Castro, 1984), mente mange, at han var blevet CIA-agent. Som logisk konsekvens skrev han herefter kun til afdøde statsmænd. Brevet til Stalin fra 2003 er fuldt af ironi og sarkasme.

Annonce

I Fernando Arrabals særdeles omfattende dramatiske produktion, der undertiden associeres med det absurde teater, er hans begreb "det paniske teater" centralt. Som ordet panisk antyder (af gr. pan 'alt') tilstræber Arrabal et teater, hvor alt menneskeligt rummes, også det, der traditionelt forties som uskønt eller umoralsk og fortrænges til det ubevidste.

Han lægger sig herved tæt op ad Antonin Artauds idé om et "grusomhedens teater", der forløser gennem en rituel gennemspilning af tabubelagte og ekstreme oplevelser.

Fernando Arrabals teater har i tidens løb været genstand for en del forargelse, men efterhånden nyder hans talent ubetinget international anerkendelse. På dansk har bl.a. Automobilkirkegården (1958, da. 1964) og Og de gav blomsterne håndjern på (1969, da. 1970) været opført. Arrabal har desuden lavet film, bl.a. Leve døden (1971).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ane-Grethe Østergaard, John Kuhlmann Madsen: Fernando Arrabal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40448