Carmen Laforet, 1921-2004, spansk forfatter. Hun debuterede i 1945 med romanen Nada (da. Intet, 1997), der vakte stor begejstring i Spaniens kulturfattige periode efter borgerkrigen. Gennem en enkel handling beskriver den Barcelonas middelklasse som bestående af menneskelige vrag med psykiske og sociale problemer midt i den økonomiske afmatning. Kun hovedpersonen, en ung pige, der er kommet til byen for at studere, formår at løsrive sig og rejser derfra. Også romanerne La isla y los demonios (1952, Øen og dæmonerne), om en lille piges opvækst på De Kanariske Øer, og La mujer nueva (1955, Den ny kvinde) har selvbiografiske træk. La insolación (1962, Solstik) var den første roman i en planlagt trilogi om en ung mands drømme fjernt fra de voksnes verden.