Faktaboks

Camilo José Cela
Født
1916
Død
2002

Camilo José Cela, 1916-2002, spansk forfatter. Cela var soldat på nationalisternes side i borgerkrigen og skrev i 1942 romanen La familia de Pascual Duarte (da. Pascual Duarte, 1950), der åbnede nye veje i spansk litteratur. Den foregiver at være brudstykker af Pascual Duartes memoirer, en slags forklaring på de forbrydelser, der fører til hans henrettelse i garrotten. Bogen, som blev forbudt af censuren, kan siges at være en allegori over det spanske samfund i perioden ca. 1880 til 1937, set af en fattig landarbejder fra Extremadura.

Et andet hovedværk i det omfattende forfatterskab er La colmena (1951, da. Bikuben, 1991), en kalejdoskopisk roman, hvor omkring 300 personers skæbne ses i glimt for på den måde at give et billede af dagliglivet i storbyen Madrid i 1942. Byen og dens indbyggere er præget af generel trøstesløshed, vulgaritet, fattigdom og undertrykkelse, i grel kontrast til det officielle frankistiske billede af tingenes tilstand. Også den blev i første omgang forbudt af censuren. Efter en længere pause udkom i 1969 Celas version af borgerkrigen, San Camilo 1936, som ikke blev vel modtaget af kritikken, og endelig Mazurca para dos muertos (1983, Mazurka for to døde), hvori en galicisk families hævn over en falangist, der myrdede uskyldige under krigen, er ledetråden. Ud over romanerne har Cela skrevet flere rejseskildringer, bl.a. Viaje a la Alcarria (1948, Rejsen til Alcarria), og adskillige noveller.

Cela er en kontroversiel forfatter, dels på grund af sin evne til at ramme borgerskabets ømme punkter og bryde seksuelle tabuer, dels fordi hans holdning til borgerkrigen er tvetydig. Men også hans litterære kvaliteter er genstand for polemik, bl.a. fordi han har vanskeligt ved at konstruere en sammenhængende fortælling. Han beundres som en stor sprogkunstner med en overvældende litterær baggrund i klassisk spansk litteratur, og hans romaner har ofte været banebrydende i formmæssig henseende.

Cela modtog i 1989 nobelprisen i litteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig