Faktaboks

Bartolomé de las Casas
Født
1484, Sevilla
Død
18. juli 1566, Madrid
Bartolomé de las Casas
Præsten og dominikanermunken Bartolomé de las Casas blev en af de første kritikere af 1500-tallets kolonisering og undertrykkelsen af de indfødte folkeslag. Portrættet af ham er udført af en ukendt kunstner og hænger på Archivo de Indias i Sevilla, Spanien.
Bartolomé de las Casas
Af /Album/Ritzau Scanpix.

Bartolomé de las Casas var en spansk teolog, historiker, biskop og, med en term som ikke fandtes dengang han levede, menneskerettighedsforkæmper.

Baggrund

Bartolomé de las Casas ankom til øen Hispaniola (som i dag omfatter Den Dominikanske Republik og Haiti) i 1502, dvs. i den tidligste periode af Amerikas erobring. Han var kolonist og slaveejer i det såkaldte encomienda-system, der blev etableret under erobringen. Denne kvasi-feudale orden betød, at hver kolonist blev betroet (encomendar: at betro) et landområde og et antal indfødte. Kolonisten skulle tage sig af deres åndelige og materielle velbefindende, og ”til gengæld” skulle de indfødte trælle for ham.

Kolonisationskritikken

I 1510 ankom en kommunitet af dominikanske munke til øen. De indfødtes vilkår chokerede dem, og de besluttede at anklage mishandlingen og slaveriet. Den fjerde søndag i advent 1511 læste fr. Antonio de Montesinos en prædiken til forsvar for de indfødte folkeslag. Denne prædiken har for eftertiden fået status af starten på debatten om legitimiteten af Amerikas erobring.

Las Casas, som var blevet præsteviet i 1507, blev dog først senere engageret i kolonisationskritikken. I 1514 opgav han sin encomienda og rejste til Spanien for at tale de indfødtes sag. Det lykkedes ham at komme i audiens hos Ferdinand II og, efter dennes død, hos efterfølgeren på den spanske trone, Karl V. Han påbegyndte således en utrættelig kamp for de indfødtes vilkår – en sag som han ville forfølge resten af sit liv.

Naturretten ifølge las Casas

Med baggrund i samtidens teologi og jura argumenterede las Casas (og sammen med ham en anden historisk figur som Francisco de Vitoria), at naturretten tilsiger ethvert folkeslag ret til at have egne politiske ledere. Ligeledes var hedenskab ikke en retfærdig grund til at føre krig mod et andet folk, da evangeliet ikke måtte påtvinges nogen. Las Casas mente, at kristendommen var det mest værdifulde gode, der kunne gives til de oprindelige folk, men han mente også, at de havde ret til at forblive i deres hedenske tro. De indfødte havde ligesom alle andre mennesker en medfødt rationalitet, og derfor var de i deres ret til selv at udøve dømmekraft med hensyn til religion. Ligeledes afviste han argumentet om, at en retfærdig krig kunne udkæmpes mod de indfødte folkeslag på grund af de menneskeofringer, nogle kulturer udførte. De overgreb og den destruktion, som en krig indebærer, kunne ikke retfærdiggøres ud fra dette argument.

Alt i alt hævdede las Casas, at erobringen var uretmæssig. I hans perspektiv havde underkastelsen af Amerika altså intet at gøre med hverken civilisation eller religiøs missionsvirksomhed, men var simpelthen ekspansionspolitik.

Resultaterne af las Casas kritik

Det lykkedes las Casas, som i 1523 var blevet dominikaner, at vinde lydhørhed for sine synspunkter. I 1530 forbød Karl V således at de oprindelige folk i Amerika kunne gøres til slaver. Imidlertid havde dette dekret en meget ringe virkning i kolonierne og blev efterfølgende tilbagekaldt. Ligeledes nåede las Casas’ indflydelse til Vatikanet, da Paul III's pavelige bulle Sublimis Deus (1537) blev til under hans påvirkning. Dette dokument erklærede, at de indfødte folkeslag besad fornuftens fulde brug, var fuldstændigt menneskelige, at de ikke måtte gøres til slaver, at de havde ret til ejendom, og at deres evangelisering skulle følge den fredelige metode med forkyndelse og det gode eksempel.

En anden vigtig begivenhed var Karl V's udstedelse af Leyes nuevas de Indias (Nye indianske love) i 1542. Disse dekreter afskaffede den indfødte befolknings tvangsarbejde og begrænsede encomienda’erne væsentligt. Disse love medførte imidlertid alvorlige konflikter. Den voldsomste var opstanden i Peru, hvor Gonzalo Pizarro (bror til Francisco Pizarro, erobreren af Inkariget) ledede et oprør, hvorunder vicekongen blev dræbt. En ny vicekonge ankom til Peru, og Gonzalo Pizarro blev arresteret og sendt til Spanien for at blive dømt for sit oprør. Imidlertid blev Leyes Nuevas de Indias aldrig implementeret i de amerikanske kolonier. Desuden tilbagekaldte Karl V en anseelig del af disse dekreter i 1545.

1550-51 afholdtes den berømte Junta de Valladolid (Valladolid-disputten), hvor las Casas debatterede koloniseringen af Amerika med humanisten Juan Ginés de Sepúlveda, som repræsenterede tilhængerne af erobringen. Debattens udfald var utvetydigt til las Casas’ fordel, men de realpolitiske omstændigheder vejede til syvende og sidst tungest. Der blev ikke gennemført yderligere debat om erobringen og de oprindelige folks vilkår efterfølgende.

Las Casas betydning i eftertiden

Det skal også nævnes at las Casas’ skrifter til en vis grad er årsag til at Spaniens ry som en fanatisk og grusom kolonimagt blev udbredt i Europa (den såkaldt sorte legende).

Las Casas beretter om de uhyrligheder, som de spanske kolonister udførte mod de indfødte. I en europæisk kontekst hvor Spanien var en førende stormagt og desuden hovedaktøren på den katolske side i 1500-tallets religionskrige, var antispansk diskurs eftertragtet. Det bør dog anerkendes at Spanien var det første land, der kritisk diskuterede det koloniale projekt, som alle europæiske lande kastede sig ud i.

Det er derfor ikke uden berettigelse, at figurer som Antonio de Montesinos, Bartolomé de las Casas eller Francisco de Vitoria kan henregnes til menneskerettighedernes forhistorie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig