Ausiàs March, catalansk digter. March er den catalanske lyriks store klassiker, som brød radikalt med traditionen. Trubadurdigtningen i Provence nød udbredt prestige på hans tid, og også i Catalonien var provencalsk lyrikkens sprog. March skrev konsekvent på catalansk og fjernede sig også på andre punkter fra forgængerne. Han vedblev at skrive i trubadurernes tistavelsesvers, men uden de komplekse strofeformer og traditionelt besyngende gloser. Kærlighedstemaet får en overraskende drejning, idet han udtrykker umuligheden af at efterleve det herskende høviske kærlighedsideal. "Kødet vil have kød", udbryder han i fortvivlet selvbebrejdelse. De religiøse digte er præget af en desperat erkendelse af ikke at kunne nå Gud, og nyere kritikere ser dem som forløbere for en nihilistisk eksistentialisme.