• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ana María Matute

Oprindelige forfattere JKuM og TVin Seneste forfatter Redaktionen

Ana María Matute, 1925-2014, spansk romanforfatter. Hun debuterede som 22-årig med Los Abel (1948, Abelfamilien). I hendes mange romaner, der ofte har børn som hovedpersoner, er søgen efter retfærdighed i en umenneskelig verden et gennemgående tema.

Ingen af hendes bøger handler direkte om krig, men Den Spanske Borgerkrig er til stede i dem alle som den kraft, der under og længe efter konflikten styrer personernes skæbne.

Striden mellem Kain og Abel er også et hyppigt tema, fx i Fiesta al noroeste (1953, da. Fiesta i nordvest, 1965). Blandt hendes bedste bøger er Primera memoria (1960, Første minde), der i lighed med flere af hendes romaner har et selvbiografisk præg.

Annonce

I 1996 udkom Olvidado rey Gudú (Den glemte kong Gudú), hvis handling er henlagt til middelalderen. Samme år blev hun medlem af Det Kgl. Spanske Akademi.

I 2010 modtog Ana María Matute Cervantes-prisen, der er den spansktalende verdens fornemmeste litterære pris.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kuhlmann Madsen, Thora Vinther: Ana María Matute i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123044